Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XXII. Aslak (Bolt). 1428(30)—1450
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leilændingerne samtidig skulde love at forbedre sine Gaarde ved aarlig at
oprydde en Mæling Jord, sætte ti Humlestænger om Aaret og ikke
lade sine Marker gro til med Skov. Endelig skulde Leilændingerne
love ikke at løbe til Ørething, medmindre dette blev befalet af
Kongen, Erkebiskoppen eller dennes Ombudsmænd.[1] Man maa erindre,
at Selveierklassen blandt Bønderne paa den Tid, maaske særlig i
Nidaros Stift, var forsvindende liden i Sammenligning med
Leilændingerne, og at mellem Leilændingerne igjen den allerstørste Deel havde
geistlige Jorddrotter. Man vil altsaa begribe, hvilke Midler Kirken
havde i sin Haand til at tvinge Almuen.
Derfor see vi ogsaa, at Erkebispen i den følgende Tid ogsaa
andensteds i Stiftet satte sin Vilje igjennem. Allerede 28 Januar 1433
havde han faaet bevilget Mikkelskorn i Størdalens Fylke, 2 Febr.
opnaaedes det samme i Frosten, 5 Febr. i Aasen, 11 Febr. paa Sorshaug
(Inderøen), 4 Marts i Værdalen, 14 Juni paa Titrar i Nordmøre, 26
Juni paa Herø, 2 Juli i Halkelsvik paa Søndmøre, 8 Juli i Borgund
og samme Dag ogsaa for Ørskog. Overalt bevilgedes foruden Kornet
til Kannikerne ogsaa gjöf (en halv gild Øre) til Erkebiskoppen.[2]
I den romerske Kirke var der imidlertid skeet store Ting.
Conciliet i Basel var sammentraadt 1431 med bestemte oppositionelle
Bestræbelser mod det pavelige Vælde. Det var Biskopperne, som nu
reiste sig mod Pontificatet, de vilde gjenvinde sin Magt og indskrænke
Pavens paa alle Maader og ikke mindst beskjære hans i det sidste
Aarhundrede saa stærkt forøgede Udpresninger. Navnlig er os her af
Vigtighed det af Conciliet i dets tolvte Session, 13 Juli 1432 fattede
Decret de constituenda ecclesia.[3] Her indskjærpedes nemlig de gamle
canoniske Regler om geistlige Embeders, navnlig Bispestolenes
Besættelse, og Capitlernes frie Valgret gjenindførtes altsaa saaledes, at de
valgte Biskopper ikke skulde behøve at søge pavelig Confirmation, men
naar Valget kun af Metropolitanen befandtes canonisk, uden videre
skulde indvies af denne, en for Landskirkerne meget glædelig, men for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
