Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jason.
12"]
hun havde glædet sitf til denne Aften. Hun havde
O O
faaet Selskabet udsat, for at Hasting kunde komme
med, hun vilde ret have talt med ham, hørt om lians
Rejse, spejdet efter, om det Blik atter skulde slaa
ned paa hende, som hun erindrede saa tydelig fra
hin Gang. Og saa . . .
Han standsede nu. »Hvorfor græder De, Ida?’
spurgte han.
»Ti stille. Det er Intet. jeg er træt og har
hele Dagen været meget nervøs. Nu gaar det over.
Det er det Hele. Bliv ved at gaa med mig.«
»Ida, Ida,« sagde han med en Stemme, der var
fuld af Kjærtegn, og trykkede hendes Arm fast til sig.
Hun gjentog: »Nu er det bedre, nu er det forbi,«
og saae saa op paa ham.
Med Blikket fæstet i hinanden, men ellers uden
at tale, gik de videre, tavse, henrykte, og kom saa
fra den rolige, skyggefulde Allee ud til Gaden.
Der indhentedes de snart af nogle af de Andre
i Selskabet, og ledsagede af dem og under lidt
Deltagelse i ligegyldig Samtale fortsatte de Vejen til
Bven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
