Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jas on.
187
Ligesaa længe han læste, ligesaa længe gik hun
der, frem og tilbage.
Da han var færdig og rejste sig op, gik hun
imod ham og sagde med næsten haard Stemme og
med den samme Vanskelighed ved at faa Ordene frem:
»Hvor han har elsket mig. [eg har ikke glemt
ham. Det var ham, jeg elskede, ham elsker jeg
endnu. Det er ingen Anden.«
Hasting stod tavs, men lian havde en lammende
Følelse af, at hvad hun sagde i dette Øjeblik, var
sandt, eller snart vilde blive det.
De gik atter ud i Haven som den foregaaende
Dag. Men hvilken Forskjel paa hin Vandring i
Lykkens gyldne Skyer og den tunge, sørgmodige Maade,
hvorpaa de nu gik frem og tilbage ved Siden af
hinanden, men ikke mere ved hinandens Side.
De talte ikke sammen. Med Skinsygens
Skarpsind følte Hasting, at Ida var omgiven af de gamle
Erindringer om Felix, at hun dvælede i dem med en
anden Følelse end Vemod.
Engang sagde hun, idet hun saae ud over Søen
i Solskinnet: »Hvor her er dejligt, og alt dette var
ikke til for ham.«
Hasting følte, hvorledes hun ligesom svandt bort
og blev ham mere og mere fjern med hvert Øjeblik;
han var ude af Stand til at gribe hende, hans Arm
var lam, nu var den Dødes langt stærkere.
Syg i sin Sjæl sagde han Farvel; hun bemærkede
det næsten ikke.
Han vilde gaa til Byen. Han trængte til legem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
