Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t86
V. C. S. Topsøe.
lig Anstrengelse og tog den længste Vej ind gjennem
Skovene og gik langsomt i disse, thi han følte, at
for et Menneske, hvis Indre bløder, er der en
dulmende Lindring i den tavse, rolige Natur. Dens
uanfægtede Ro, dens forsonende Enhed stilner og kvæger.
Han gik over en stor Aa, som løb gjennem en
tæt Underskov. Alting om den var frodig og
sammenslynget Plantevæxt, og paa Vandets Bund var
Væxten endnu mere frodig.
Han blev staaende for ret at betragte dette.
Hans Hoved trættedes og brændte i tør, uopløst Kval,
og han lagde det paa Broens Rækværk og saae ned
i den fredfyldte Scene.
Under det i Skygge glidende og derfor mørke,
men gjennemsigtige Vand, saae man i frodig Grøde
de forskjellige Vandplanter, nogle lette og fjerlignende,
andre med større og svære Blade, grønne og
kraftige, saa at man saae, at der var rigt Lys endnu
dernede.
Vandene, som gled over dem, hurtig, men glat
og lydløst, førte legende Planter med sig, spredte
deres Blade ud, vuggede dem, syntes at ville tage
dem med sig, men Roden holder godt fast, og
Vandene maa ile videre.
Han stod længe og saae paa dette lydløse
Skuespil. Han mindedes sin Samtale med Felix i Skoven,
og ogsaa ham forekom det i dette Øjeblik, som om
det stille, skjønne Planteliv dernede i sin uendelige
Fred, ikke død, levende i uforstyrrelig Bevidstløshed,
var Livets højeste og lykkeligste Udtryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
