Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t86
V. C. S. Topsøe.
Det var ikke denne almindelige aandelige Sult, som
Enhver føler, der en Tid lang ikke har optaget
Noget i sin Aand. Men det var ligesom denne havde
sultet i al den Tid, han havde været borte, og nu
skulde indhente dette. Og der var den særlige
Fornøjelse , at han gjorde dette uden hidsig Higen efter
at naa noget Bestemt — hvorfor dette var saa, vidste
han ikke heller — han var hverken optagen af en
glødende Fremtid eller en stikkende Fortid, men
kunde nyde en Hvile, han ikke havde kjendt i lang
Tid; det var ham næsten ufatteligt, at der kun laa
Maaneder mellem denne Tid og den Dag, han med
Ida spaserede i Haven med Udsigten over Søen og
kjørte i Skoven.
Han havde skrevet til Bernhard efter sin Sygdom,
eller rettere ladet skrive under Iagttagelse af alle
mulige Forsigtighedsregler, hvad han udtrykkelig
angav thi han vidste, at smitsomme Sygdomme var en
Rædsel for Bernhard. Han fik nu Brev; det var
meget indholdsløst og meddelte foruden Beklagelser
kun, at der var Grund til at frygte en
Diskontoforhøjelse , og at Ida ganske kort efter Afsendelsen af
det sidste Brev fra Bernhard havde fundet heldigt
Rejseselskab og var rejst til Nizza, hvor hun syntes
at have det godt og tillige at være bleven endel
oplivet.
Og videre led Vinteren, medens de udstrakte
Hedebakker og Dalstrøget og Udsigten til de fjerne,
fremrykkende Skovmasser bestandig vexlede i
blinkende Snehvidt og sludfuldt Graabrunt og atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
