Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jason.
97
var i Virkeligheden Garnisonens Løve; han var
formuende og havde — De tilgiver mig det — et
adeligt Navn.
Han kom meget hos min Tante, der ikke blot
var lidt i Familie med ham, men hvor han havde
været i Huset nogle Aar, da han gik i Byens Skole.
Han var slaaet ind paa den militære Løbebane og
havde iøvrigt et Gods, der laa nogle Mile fra Byen.
»Med mit neppe syttenaarige Kjendskab til
Verden og Idealerne spurgte jeg mig selv: Ligner han
ham? — og jeg svarede mig selv »Ja«.
»Han selv spurgte mig et Aars Tid efter: »Er
det mig«, og jeg svarede ogsaa »Ja«.
v Jeg var lykkelig. Jeg holdt af min smukke,
morsomme Løjtenant. Jeg kom til at holde endnu
mere af ham i Løbet af de første Maaneder vi var
forlovede. Forlovelsen var hemmelig; hvorfor, er det
mig egentlig nu noget vanskeligt at sige. Min
Forlovede var af en meget forsigtig Natur og havde
forskjellige smaa Betænkeligheder og Skrupler, som jeg
nu har forglemt, men hvori Hensyn til en vanskelig
og sær gammel Slægtning, der skulde arves, spillede
en vigtig Rolle. Nok er det, hemmeligt burde det
være, og deri rettede jeg mig meget villig efter min
Tilbeder og min Helt.
;Jeg var virkelig lykkelig i de første Maaneder.
Dagen gik frit og let med smaa, men inderlige
Anfald af Henrykkelse, og om Morgenen, naar jeg
vaagnede op, vidste jeg strax ubevidst, at jeg skulde
vaagne op til noget Glædeligt og Lyst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
