Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jasott.
301
Hendes Ord: »En daarlig Forelskelse«, klang
bestandig i hans Øren.
Hun satte sig atter ned.
»Nu har jeg fortalt,« sagde hun, »nu De!«
Saa fortalte han sin Historie. Helt, fuldstændig
fra sin Side, kun dækkende Smaating fra Ida, der
kom til at spille en helt passiv Rolle.
Han var forunderlig lettet, da han havde talt.
Han havde ventet megen Befrielse, men dog ikke
saa Meget, som han først nu følte, at en menneskelig
Sjæl kan vinde ved en ren og fuld Fortrolighed til
en anden.
Da han havde udtalt, havde de Begge en
Følelse af, at der ikke var noget mere at sige iaften.
Hun tog Initiativet:
»Klokken er mange,« sagde hun. »Rejser De
ikke strax tilbage, saa kom op og se til mig endnu
en Gang.«
Han gik; paa Vejen til sit Hotel gik han længe
om i Gaderne, som han havde gjort den varme
Sommernat, da lian havde kjørt med Ida. Men nu var
der ingen Banken og Begjær og vild Lykke i Blodet;
men Stilhed, om han end følte, at han ikke havde
indoptaget den ganske.
Paa sin Omvanken kom han hen i Nærheden af
det Hospital, hvor han havde lært som ung Student.
Mørke og lidet tiltalende laa Bygningerne i den
raa-kolde Foraarsnat; men hos ham vakte Synet af dem
venlige Minder.
De vare brogede og vilkaarlige, som alle Minder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
