Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Studiebogen - Stilleben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Stiniiebogen.
467
De havde i mange Aar ikke omgaaedes med
Nielsens, men i det, at man holdt en saadan Fest
som denne, der aabenbart var til Ære for ham,
uden at hun var med, var der Noget, som idag
nagede den lille Postmesterfrøken. Hun sagde sig
selv den ene Gang efter den anden, at det jo ikke
var Nogetsomhelst at ærgre sig over eller føie sig
utilfreds med. Det hjalp ikke. Hun følte sig
tilsidesat, forstødt, forglemt.
Klokken slog otte. Det var Tid at gjøre den
lille Tur til Olsens Have. Faderen kom med Hat
og Stok og brummede, da hun ikke var færdig.
Hun foreslog, at de skulde blive hjemme. Saa var
han nær bleven vred for Alvor, og saa gik de
derud.
Han fik sit 01; hun sad og tegnede med sin
Parasol i Sandet og saa ud over Markerne ligefor og
den stille Vej uden Rejsende, som blev borte bag
Bakkerne derovre. Men hendes Tanker fulgte den
iaften ikke ud imod det ubekjendte Fjerne, der laa
derude, under de gyldne Solnedgangsskyer. Hendes
Tanker vare paa det store Torv, i Nielsens Stue, og
kun der. Og det blev ved at nage hende, at hun
var forglemt, rent forglemt ved hans Fest; hun gjorde
sig det dog ikke ret klart, hvem hun i den
Anledning vilde være bitter paa.
De gik hjem, og Mørket var faldet paa, og alle
Vinduer skinnede med Lys derovre, og Talen og
Latteren lød dobbelt højrøstet, næsten vildt. Der
maatte være varmt derovre, og Vinduerne stod aabne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
