Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Studiebogen - Stilleben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45 2
V. C. S. Topsøe.
der var ikke rullet ned, og man kunde tydelig kjende
saa den Ene og saa den Anden.
Hendes Fader gik i Seng efter at have gjort sin
sædvanlige Ronde — altid en drøj Tur for hende at
se paa — i Huset for at se, om der ikke skulde
staa et eller andet Spirituøst fremme. Da Alt
saaledes var stille og roligt i Huset, satte hun sig hen
ved sit Kontorvindue. Naturligvis tændte hun ikke
Lys. Der var Ingen, der maatte ane, at der var
Nogen, som sad og spejdede. Men der sad hun saa
og saae over imod Gjenbohuset. Hun kunde tydelig
se ham midt i Stuen, se, at det var ham, det Alt
drejede sig om, se, at han var straalende fornøjet.
Og nu blev det hende ganske klart, af hvem det var,
hun var forskudt og forglemt.
Sommernatten var brudt frem, en rolig og lys
Nat, Vinduet var aabnet, Drag af den stille Luft
strømmede ind og bevægede det gamle støvede
Gardin, men det var det Eneste, som rørte sig ovre
paa hendes Side. Det gamle Ur ovre i Taarnet
begyndte at slaa. Man hørte Slagene over alt
Spektaklet derovre fra: En ... to . . . tre . . . elleve.
Hun kom til at tænke paa den sidste Aften, de havde
siddet dernede i Lysthuset; den stille Aften, den
lykkelige, den uendelig lykkelige Aften. Saa dejlig
syntes den hende nu gjennem Modsætningen at være,
at hun lagde sit Hoved ned i Vindueskarmen og
græd; det forekom hende, at al Lykke og Fryd til
evige Tider havde vendt hende Ryggen efter at have
aflagt hende det korte lille Besøg, og at nu var der ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
