Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nutidsbilleder - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 294
V. C. S. Topsøe.
sin Haand. Han kunde ikke lade være at sige sig
selv, at det var en løjerlig Vending, at Harald Holst
skulde være den, der ved sin offentlige Virken kom
til at gribe klarende og afgjørende ind for ham. Men
hvilken hemmelig Nemesis der end skjulte sig heri,
saa var det dog saaledes. Og han var ret glad ved
udefra at drives til en saadan Afgjørelse, det var
blevet ham en altfor besværlig Ting at træffe den og
hvilkensomhelst stor Afgjørelse indefra. Men de, der
gaa til Afgjørelserne paa denne Vis, maa finde sig i,
at de blive derefter. Det havde han ogsaa en vis
Følelse af; han følte, at det ingenlunde var, hvad han
skyldte Helene, og ikke engang, hvad kan kunde
ønske at skylde hende, efterat han atter paa
Hofballet havde følt den virkelige, unge Forelskelses
endnu levende Tryllemagt i sit Sind.
Saa traadte han da en Formiddag pludselig ind
til Helene, der sad alene i den af Blomster og Puder
fyldte Dagligstue. Det var et uroligt Graavejr, i
hvilket en Anelse af kommende Foraar syntes at
overmandes af den endnu stærke Vinter. De klare
Pletter paa Himlen vare mere blaa end om Vinteren,
men det Graa, som hurtig dækkede dem, naar de
havde blinket et Øjeblik, var ogsaa mørkere i sin
Farve.
Flemming saae legemlig anstrengt, næsten syg
ud, og det var paa en adspredt Maade, at han hilste
paa Helene og spurgte, hvorledes hun havde levet
siden sidst.
Helene svarede ham i en Tone, der var mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
