Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nutidsbilleder - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niitidsbilleder.
11
agte Dem, men det beder jeg selv om Tilgivelse
for.«
»Ja, Helene. Jeg forstaar Dem. Jeg veed, at
jeg er en dømt Mand, dømt af Dem.«
Nu var det hende, der tav, men hun rakte ham
Haanden til Afsked.
Men da han var gaaet, sank hun atter ned i
Stolen, foldede Hænderne i Skjødet og sagde halvt
højt for sig med et Udtryk som af en hed og
inderlig Bøn:
»Und setzet Ihr nicht das Leben ein! . . «
Flemming gik hjem. Han syntes selv rolig, og
dog var han sig bevidst, at han var i en underlig,
fortumlet Stemning. Der var ligesom et Hul, et tomt
Rum i hans Tanker. Han tænkte paa de Dyr, af
hvilke man har udtaget en Del af Hjernen, og som
dog vedblive at bevæge sig paa hel mekanisk Vis.
Men da han havde siddet noget hjemme,
begyndte det at klare sig for ham, den dybe Ydmygelse,
at være dømt, vejet og funden uværdig af den Kvinde,
der dog elskede ham, og som ikke »vilde« elske ham,
som holdt sit Liv for højt i Agt og Ære til at ville
knytte det til hans planløse Omflakken — skjønt hun
elskede ham —, som vilde finde sig fornedret,
krænket i sit Inderste ved at være hans — skjønt hun
elskede ham —, som kunde se fast paa Livet, og
som hos ham ikke kunde finde det, hvortil hun kunde
hælde sit Hoved — skjønt hun elskede ham!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
