Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slagne Folk - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slagne Folle.
459
som hun var kommen i Sikkerhed. Den tørre Gren
raslede paa den mest uforskammede Maade imellem
Buskene, det var til at blive rasende over, det var
umuligt Andet, end at de maatte kunne høre hende,
dertil var hun endnu nær nok. Men for hende var
der ikke Andet at gjøre end at flygte, og saa ilede
hun da afsted, dobbelt hed i Hovedet og halvt
grædefærdig. Lige med Et delte Gangen sig; hvad Vej
skulde hun tage? Den ene gik aabenbart op til
Huset, den anden nedad til Stranden. Hun valgte
den sidste, saa var Udsigten dog mindre til at støde
paa dem.
Hun havde gættet rigtig. Vejen førte nedad
til Stranden; snart saae hun for sig en tyk Hæk
og gjennem dens brune Fletværk det skinnende
Vand; gik man udenom Hækken, kom man lige ned
til Stranden. Hun fristedes til at søge derned og
sætte sig et Øjeblik paa en af de store Stene og
lade Vinden friske sig op. Men ligesom hun lavede
sig til at springe ned fra den lille Jordvold, der skilte
Haven fra Forstranden, hørte hun tydelig kaldende
Stemmer. Hun tænkte sig, at man maaske skulde
bryde op, og besluttede at vende om og gaa op
imod Huset.
Haver paa Strandvejen, selv de store, ere ikke
Parker, hvor man kan gaa vild, men der kan godt
arrivere En uventede Ting, og saaledes skete det
ogsaa her paa Opvejen som paa Nedvejen. Thi hvem
kom hende imøde, ligesom hun nærmede sig Huset,
uden netop den unge Dalgaard, men denne Gang alene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
