Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
230
vildet i Øjnene, naar man først skal ha’e sine
Fem tilsengs og saa i Tøjet.“ Kunstnerfruerne
havde lignet Garnisonsdamerne i Orsowa i de
Aar, Regeringen ikke udbetalte Officerslønninger.
Men hun var blevet ved at tale, hans Dame:
„Ja, undskyld, undskyld, jeg véd det saa godt, at
jeg bomrer i mit Tyske. Man har dog studeret
i Leipzig, men man glemmer, og gør man først
den Dumhed at gifte sig, gaar jo Ens Kunst
og det bliver Huset det Hele, skønt nogen, der
takker, er der saamæn ikke“ . . .
Og pludselig havde hun gnedet sig ned
over begge de udstaaende Kindben og sagt:
Ja, hvad mener nu egenlig De, saadan
en Berømthed, om Livet?
.... Joán blev ved at smile, mens han gik
hen over Gulvet:
Nej, saadan i Sprog havde de egenlig
ikke deres Styrke i Danmark. De rejste vel
ikke. Man blev hjemme, her i Danmark. Hans
Moder havde heller aldrig rigtig kunnet lære
Ungarsk. Hans Fader havde altid talt Dansk
med hende. Hvor godt han huskede hendes
Stemme. Den var ogsaa saa ganske stille og
ligesom halvbange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
