Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
III.
Den saakaldte ældre og yngre Jernalder i de skandinaviske
Lande. — Vikingperioden.
Tacitus, hvis Skrift om Germanerne indtager en saa
fremragende Plads blandt Kilderne til Tydsklands indre Historie,
at en bekjendt Forsker1 har kunnet sige, at han havde
maattet begynde sin Fremstilling af dets Stats- og
Samfundsudvikling et halvt Aartusinde senere, saafremt han havde savnet
dette Grundlag, omtaler ikke særskilt den skandinaviske
Afdeling af Racen. Modsætningen mellem Nordgermaner og
Sydgermaner, eller, som de gamle Nordmænd udtrykte det, mellem
nordrøne og sudrøne Folk, synes ikke at have været ham
bekjendt. Han henfører samtlige germaniske Stammer til tre
Hovedgrene: Ingævonerne, Istævonerne og Herminonerne, hvilke
foregaves at nedstamme fra de tre Sønner af Mannus, som
igjen var en Søn af Guden Thuisco. Denne Inddeling minder
om den senere fremtrædende sproglige, i. Gotisk, Overtydsk
og Nedertydsk; vi erfare, ved at sammenligne Tacitus med
Plinius, at Istævonerne have været Vesttydskerne mellem
Rhinen og Weser, Herminonerne de, der boede inde i Landet,
mod Syd og Sydøst, og Ingævonerne de øvrige mod Norden
boende Stammer.2 Ved ingen af disse Navne kan den
nord-germaniske Green være særlig betegnet.
Alligevel er det ikke tvivlsomt, at Skandinavien allerede
dengang og rimeligviis længe forud har været beboet af Folk
1 Waitz, D. Verf.-Gescli.
2 Jvfr. Munch, I. 1. 47.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
