Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
historiske Skalder; men heller ikke dette Beviis for deres
højere Ælde kan ansees for gyldigt; ogsaa her bør den
Forskjel, som man iagttager, snarere forklares af Emnet end
af Tidsafstanden. Den i Eddadigtene almindeligst
forekommende Verseart, Fornyrdalag, er vistnok en ældre, mere
oprindelig end den, der bragtes i de historiske Lovkvæder eller
Draapadigtningen, den saakaldte «drottkvæÖr håttr»; men hiin
vedblev at holde sig ved Siden af denne til lige ned i det
13de Aarhundrede. Det beroede paa Emnet, om man valgte
den ene eller den anden. Og til den simplere Verseart
svarede i Regelen ogsaa en jævnere Stiil; den samme Skald, der
overlæssede sine Vers med dunkle og kunstige Omskrivninger,
naar han sammensatte et Lovkvæde for en samtidig Høvding
i den drottkvædne Verseart, kunde digte simpelt og smukt,
naar han digtede i Fornyrdalag.1 Iøvrigt, om end Eddaens
mythiske og heroiske Kvad i det Hele maa siges at være
affattede i en simplere og mere naturlig Stiil end Draapaerne,
maa man dog ikke forestille sig, at Forskjellen skulde være
nogen stor eller gjennemgribende; tvertimod: begge Arter ere
forbundne ved jævne Overgange og have i det Store taget
det samme Præg; de kunstige Omskrivninger, de paa hinanden
dyngede Billeder udmerke saavel hine som disse; der er
kun en Gradforskjel tilstede i Hyppigheden og i
Kunstigheden; det poetiske Udtryk, Maneren er væsentlig den samme,
kun videre udviklet i den egentlige Skaldedigtning end i
Eddadigtningen; begge Arter høre paa det nøjeste sammen og
kunne ikke skilles fra hinanden; de ere Systre, eller den ene
er den andens umiddelbare Affødning. Tidsafstanden, om der
er nogen, kan ikke have været nogen stor, og eier, hvor den
ene har blomstret, der maa ogsaa den anden have havt sit Hjem.2
— Man har endelig talt i svimlende Udtryk om Eddadigtenes
høje, rene Poesi, deres «hellige Begejstring», og meent, at
denne Poesi, der hænger sammen med Hedenskabet, ikke skulde
1 Se N. M. Petersen, Den oldn. Liter. Hist. i Ann. f. N. Oldk. 1861, S.
112—13.
2 Se Jessen, Zeitschr. f. d. Philol., III. 42—44.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
