Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
gere, uden Afslag eller Indskrænkning kunde repræsentere
Norges politiske Selvstændighed, hvormed Kongedømet var
sammenknyttet, og som det maatte søge sin Styrke i at
repræsentere. Han var heller ikke paa samme Maade som
Haakon Adalsteinsfostre bunden ligeoverfor Aristokratiet. Han
optraadte, da han kom til Norge for at gjøre sine Arvekrav
paa Riget gjeldende, i eget Navn og paa egen Haand; det
var ikke Høvdingerne, der havde indkaldt ham, eller som
stillede ham op, og der bestod ingen Aftale mellem ham og
dem; de trængte gjensidig til hverandre, saa at, efter Sagaens
Udtryk, «hvårir urÖu øÖrum fegnir»;1 men Forholdet synes
snarere at være, at han kom dem til Hjælp, end at de
hævede ham til Magten. Han fremstillede sig som en Frigjører
fra det Aag, der var bleven lagt paa Folket af Blotjarlen, i
hvem Hedenskabet havde fundet sin sterkeste Repræsentant,
ved hvem det havde rejst sig, og hvis Fald atter maatte ryste
(let i sin Grundvold. De ydre Vilkaar, under hvilke han
naaede at blive Norges Konge, samvirkede saaledes med hans
personlige Egenskaber for at gjøre ham til den sejrende
For-kjæmper for en ny Tingenes Orden.
Han havde fra sin tidligste Ungdom tumlet sig om paa
Herjetog i fremmede Lande og var efterhaanden naaet op til
at blive øverste Anfører for en Vikingflaade, der var sterk
nok til at foreskrive den engelske Konge Love. I England
antog han Daaben og opholdt sig dernæst, efter at have sluttet
Fred med den engelske Konge, i nogen Tid paa Irland, hvor
hans Beslutning at prøve paa at gjenvinde sit fædrene Rige kom
til Modenhed. Begge disse Landes Kirkesamfund udmerkede
sig i hiin Tidsalder ved sit egte christelige Liv; begge udsendte
Skarer af Missionærer, der overgik alle andre i from og
op-otfrende Iver for sin Religon. Det er aabenbart, at denne
Religion fra først af har gjort et dybt Indtryk paa Olaf
Tryggvesson, og at Daabsantagelsen for ham var noget
ganske andet, end hvad den var for de fleste nordiske Vikinger,
der lode sig christne: en blot Affaire, hvorved det fremfor
1 Hskr. S. Ol. Tr., Cap. 55.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
