Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
synes udelukkende at have været hans egen Energi og
Raad-snildhed og det af ham opdragne Krigsmandskabs overlegne
Disciplin. Man kan ikke andet end beundre ham; men det
synes et altfor rent personligt Formaal, som han endnu under
denne Kamp havde for Øje, til at man kan føie nogen rigtig
Sympathi for ham. Det er naturligere at sympathisere med
den anden Part. Paa denne Side stod ikke blot et Folk, der
vergede for sin Fred, men et Parti, der havde sluttet sig
sammen om virkelig almene Interesser og Principer. Sverre
spekulerede i Folkets Fordome og dets blinde Vedhængen ved al gammel
Sedvane eller i de slette demokratiske Instinkter, som naar han
forud for Slagene opildede sine Krigere ved at tale om
«Guld-halsene» og «Mjødistrene» paa den anden Side, hvis Rigdome
og Magt, hvis prægtige Vaaben og Klæder skulde blive deres,
naar de bed godt fra sig. Magnus Erlingssøns Kongedøme
derimod blev baaret frem af Geistlighedens Stræben efter at
gjennemføre for den norske Kirkes Vedkommende de hierarkiske
Grundsætninger, der i Forhold til hin Tidsalder havde sin fulde
Berettigelse, af Aristokratiets Tendentser til at slutte sig mere
standsmæssigt sammen og at optræde som en Statskorporation,
overensstemmende med hvad Udviklingen havde medført i
Europas ledende Lande, endelig af Folkets Hengivenhed for de gamle
Høvdingætter, der næsten kunde siges at være, hvad der var
levnet af den gamle, under den hedenske Religionsforfatning
udviklede Samfundsaand. Paa Magnus Erlingssøns Side finde
vi saagodtsom alle disse Ætter, til hvilke Norges Historie fra
de ældste Tider havde været knyttet, og som havde været og
fremdeles vare den nationale Kulturs Bærere, og den Konge, de
havde givet sig, var, om end ikke en sært fremragende
Personlighed, dog langtfra heller nogen uverdig Repræsentant for dem.
Han synes endog i visse Maader at have svaret langt bedre til
det gammel-norske Ideal af en Helt og Konge end Sverre selv.
Han var høj, smuk og sterk, han satte Pris paa at glimre og
glimrede ogsaa ved sine Idrætter og det personlige Mod, han
lagde for Dagen under Slagene; han yndede den gamle
Skalde-kunst, talte godt for sig, var «drykkjumaör mikill»,
«kvenna-rnaör mikill», livsglad og lystig, rundhaandet og nedladende.1
Sverre derimod havde en altfor nøkter Natur til at kunne sætte
Pris paa Skaldernes Ordbram; hans personlige Mod var vistnok
1 Sv. S., Cap. 55. — Jvfr. Aschehoug, Slatsforf., S. 114.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
