Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
meste i Sammenhæng med de udenfor Riget liggende Skatlande,
som Færøerne eller Finmarken, eller de fjernere Dele af Riget,
som Haalogaland, Jæmteland, hvor Kongen sjeldnest personlig
kunde være tilstede, og hvorhen han af denne Grund stundom
fandt det nødvendigt at sende en Mand med høj Anseelse og
udstrakt Magtfuldkommenhed for at varetage sit Tarv.1 Ordet
Syssel (sysla) synes endnu da, forsaavidt som det ikke brugtes
i Fleng om enhver Art af Bestilling, ethvert Embeds-eller
Øvrig-hedsdistrikt2 eller enstydigt med årmenning (o:
Aarmandsbe-stillingeri),3 at have betegnet en særskilt Sendelse, en
overordentlig kongelig Fuldmagt, given for en kortere Tid eller
indskrænket til et enkelt Tilfælde; Sysselmanden var et Slags
kongelig Kommissarius eller missus dominions, der paa en Maade
stod udenfor det regelmæssige Styrelsesmaskineri. I
Provincial-lovene nævnes Sysselmænd paa et Par Steder, men det er endnu
her Aarmanden, hvem det regelmæssig paahviler at
repræsentere den fra Kongedømet udgaaende Styrelse, at varetage dets
Interesser og at opfylde dets Skyldigheder. Først henimod
1 Keyser, Retsforf., S. 209. Munch, N. F. E, III. S. 194-95.
2 Se Cleasby- Vigfussons Lexicon, s. v.
3 Paa denne Maade bør det vel forstaaes, naar det heder ora Olaf Trygvessøn,
at han . ,skipaäi mönnum um öll jirændalög i syslur ok årmenningar"
(Eskr., s. Ol. Tr., Cap. 102), eller ora Magnus den Gode, at han „skipaöi
alt i’ herööum mönnum i årmenningar ok i syslur" fEskr., S. Magn. G.,
Cap. 3); — hvis der overhovedet bør lægges nogensomhelst Vegt paa
saadanne Udtryk i Beretningen om Tider, der laa saa fjernt fra Beretterens
egen Tid. — I Olaf den Helliges Saga (Eskr., S. O. h. h., Cap. 122)
fortælles det, at Aslak Fitjaskalle, Erling Skjalgssøiis Frænde, fik „mikit lén"
paa Søndhordland af Kongen for at danne en Modvegt mod Erling, men
at denne blev ham for sterk, saa at han ,,hélzt eigi viö i s^slunni", — at
Kongen siden stevnede Erling til sig og talte med ham om denne Sag, ved
hvilken Lejlighed der lægges ham følgende Ord i Munden: ,,veit ek eigi,
livårt heldr er, at hann (o: Aslak Fitjaskalle) hefir sakir til {jess, eöa skal
hann hins at gjalda, er ek hefi hann par sett yfir varnaÖ minn. En f)ött
ek nefna hann till pess, j)å kæra margir aörir slikt fyrir oss, bæöi l>eir er
1 s^sliim sitja, ok sva årmenn, er bu vår varöveita ok veizlur skulu gera
i möti mér ok liöi minu". Dette Sted skulde da tyde paa, at Kongerne
allerede dengang havde liøjbyrdige Sysselmænd som Repræsentanter for sin
styrende Myndighed ved Siden af de lavættede Aarmænd, hvis Bestilling
var en mere privat. Men Lovene maa her være det afgjørende, og af dem
fremgaar det uimodsigeligt, at det endnu meget senere fremdeles var Regel,
at Aarmændene havde Tilsyn med Administration og Retspleje i Kongens
Navn, — at altsaa den private Godsforvalter-Bestilling og Repræsentationen
af Kongedømets styrende Myndighed var forenet hos en og samme Person.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
