Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
nen som Helhed vilde have faaet en Repræsentation, der kunde
have fortsat det historiske Liv, som tidligere havde udfoldet
sig væsentlig paa Grundlag af Stammernes Selvstyrelse, medens
paa den anden Side den gamle Bondefrihed vilde have lidt
haarde Stød, og Landets Jordegods vilde, istedetfor at
udstykkes mellem en altid stigende Mængde af Odelsbønder, der stod
højt nok til at hævde sin Frihed, men ikke højt nok til at tage
Del i det offentlige Liv eller til at bære en selvstændig
national Kulturudvikling, mere og mere være bleven samlet paa
enkelte Hænder, hos en Rigsadel, der sugede Folkets Marg,
men paa samme Tid kunde have spillet en lignende Rolle til
at hævde Norges Selvstændighed som den, Adelen spillede i
Danmark og Sverige.
Saadanne Konsekventser syntes Overenskomsten af 1164 at
skulle have ført til, om den havde vedblevet at staa ved Magt;
saaledes — kunde man mene — vilde det have gaaet, dersom
ikke Sverre havde gjenoprejst det gamle Kongedøme med
en Kraft og et Held, der laa udenfor al Beregning, al
Sandsynlighed. Og i denne Aand har som oftest ogsaa det ved
Sverre betegnede Vendepunkt i vor Historie været opfattet.
Keyser t. Ex. har udtalt, at, «naar Sverre paaberaabte sig det
guddomelige Forsyns Hjælp, der havde frelst ham af
saaman-gen Fare, som et øjensynligt Bevis for sin Ret, saa kan man i
alle Fald ikke negte, at hin Hjælp i Sandhed var virksom
tilstede, og at han idetmindste var et udkaaret Redskab i
Forsynets Haand til at møde Hierarkiets Overgreb i Norge og styrte
det fra den farlige Højde, til hvilken det havde opsvunget sig,
og paa hvilken det var i Ferd med at fæste Fod, vistnok
lige-saameget til den sande Kristkirkes som til Statens
Fordervelse».1 Andre have, idet deres Tanke fornemmelig har været
fæstet ved Norges Vanskjæbne i Unionsperioden, der saa
øjensynlig hænger sammen med, at det norske Samfund ikke i samme
Grad som Nabolandenes havde udviklet særskilte Rigsstænder,
der kunde repræsentere Staten og bære den fortsatte nationale
Kulturudvikling, næsten omtalt Sverre i Lighed med den Maade,
hvorpaa Saxo Grammaticus omtaler Harald Gille, — som et Lyn
og Uvejr, der nedslog Norges Velstand, — som den rette
Ophavsmand til de Ulykker, der siden overgik Landet, fordi det
er ham, hvem det maa tilskrives, at et kraftigt og blomstrende
1 Kirkehist., I. S. 253.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
