Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
fremdeles under Vaaben og havde en stor Del af Landet inde;
Sverre havde endnu paa det Sidste behøvet al sin Energi for
at klare sig ligeoverfor dem, og han, hvis personlige
Egenskaber gjennem saa lang Tid havde været det fornemste Vaaben,
hvorved hans Parti holdt sig oppe, var nu falden fra. Det
pavelige Interdikt hvilede fremdeles over Birkebejnerne og enhver
Del af Landet, der holdt med dem. Den nye Konge, de havde
givet sig, kunde vel ikke være saa forhadt, som Sverre havde
været, og det blev ham muligt at indtage en mere forsonlig,
imødekommende Holdning; men han var dog sin Faders Søn
(til og med uegte Søn); han repræsenterede de samme
Principer, den samme Thronfølgeorden, mod hvilken Hierarki og
Aristokrati havde stillet sig; han hørte til den samme Ætlinje,
om hvilken det blev paastaaet og troet, at den tilløj sig
kongeligt Udspring; han var omgivet af de samme raa Eventyrere,
hvis Magt havde været de fornemme Ætter en slig Torn i Øjet,
og, medens hans Karakter maaske var mildere og havde færre
uelskverdige Sider end Sverres, er der ingen Grund til at tro,
at han endog paa langt nær besad dennes overordentlige
Hersker- og Krigerbegavelse, eller at han har været omfattet af sit
Parti med en saa fanatisk Hengivenhed eller været Gjenstand
for en saa ubegrændset Tillit. Det synes saaledes, som om der
ved Sverres Død var fuld Opfordring for Biskopperne til at
fortsætte Krigen, som om der nu havde aabnet sig de bedste
Udsigter for dem til at gjenoptage Programmet af 1164 eller
ialfald til at afnøde Modparten vidtgaaende Indrømmelser. Nu
er det vel at de efter en saa langvarig Udlændighed maa
have længtes efter at komme tilbage til sine Sæder for at nyde
sine Indkomster i Ro og Mag; men det maatte dog tillige være
dem magtpaaliggende at komme tilbage paa saa gunstige
Vilkaar som muligt, og ialfald deres Formand, Erkebiskop Eirik,
havde vist en kirkelig Iver, der ikke tog Hensyn til personlig
Fordel. Naar de alligevel havde det saa travlt med at komme
til Fred og Forlig, at de løste den nye Konge og hans
Tilhængere fra det over dem hvilende Ban uden at oppebie Pavens
Samtykke og uden at betinge sig nogen særskilt eller sikker
Fordel, kan det kun have været, fordi de sidste Tiders Erfaring
havde aabnet deres Øje for Utilstrækkeligheden af de
Hjælpemidler, der stod den norske Kirke til Raadighed under en aaben
Kamp. De havde været Vidne til, hvor lidet Folkestemningen
lod sig paavirke af de kirkelige Straffedome; de maa have faaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
