Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
Det norske Samfund vedblev nemlig, trods alle
Omdannelser eller Forandringer i det Enkelte, at hvile paa sin
oprindelige germaniske Retsbasis. De frie, selvstyrende Menigheder,
i hvilke det engang havde delt sig, vare blevne underordnede
under en Fællesstyrelse og havde tilsidst abdiceret til Fordel
for Kongedømet. Deres Spidser bleve brudte af, idet de gamle
Høvdingætter tilintetgjordes eller bleve trængte ud af det
offentlige Liv, og derved tabte de ogsaa Evnen til at styre sig selv.
Kongen tog Arv efter Lendermændene, ligesom den franske
Konge tog Arv efter Baronerne; men Lendermændene havde
ikke været uindskrænkede Herrer som disse, men kun Ledere
og de første blandt Ligemænd. Det norske Kongedøme lod sig
vistnok ikke nøje med en saadan blot ledende Rolle, da det
var blevet frigjort fra Høvdingætternes Konkurrence; det ikke
blot samlede al offentlig Myndighed i sin Haand, men udvidede
den paa samme Tid, og denne Udvidelse imødekom endog et
ligefremt Krav, som de forandrede Forhold stillede, saa den maatte
erkjendes som et Gode; men saa almindelig end de Udtryk
vare, i hvilke den nye Lov tillagde Kongen en styrende
Myndighed over Folk og Land, vedblev denne Myndighed dog
faktisk at være en temmelig snævert begrændset. Grændsen
dannedes ved Odelsætternes ubetingede og udelte Ejendomsret over
sin Jord. Odelen havde ophørt at være Grundlag for politisk
Magt; men Forestillingerne om dens fuldkommen uafhængige
eller ligefrem souveraine Karakter fastholdtes i Opinionen med
uformindsket Styrke. Odeismanden besad sin Gaard i
Egenskab af Ættens Repræsentant, og dennes Ret opfattedes som
beroende helt paa sig selv; den var ikke afledet af eller
knyttet til nogen anden, saa det Udtryk, hvormed i Frankrige
under Feudalvæsenets Blomstringsperiode Baronens souveraine
Herskerstilling og hans Baronis allodiale Karakter blev
betegnet: «ne tenir que de dieux et de son épée», med større Føje
kunde anvendes paa den norske Odelsbonde, ogsaa i det 13de
Aarhundrede, da Odelsbonde-Klassen i sin Helhed var sunket
ned til at blive en politisk umyndig eller uinteresseret Almue.
Det fulgte heraf, at Forholdet mellem Konge og Folk, trods
den nye Lovbogs Grundsætninger om Kongedømets
guddomelige Oprindelse og Undersaatternes almindelige Lydighedspligt,
alligevel i Hovedsagen vedblev at opfattes som hvilende paa
en Overenskomst, der medførte for begge Parter visse
Forpligtelser og visse Rettigheder, og at denne Opfatning kom til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
