Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
331
smaa Stammer og Statssamfund, der efterhaanden have samlet
sig til større Grupper, saaledes maa det ogsaa antages, at den
sproglige Udvikling har begyndt med en Mangfoldighed snarere
end med en Enhed. Det har fra først af fundets Dialekter,
ikke mindre i Norge end i Danmark og Sverige. Disse
Dialekter have vistnok oprindelig ikke afveget synderlig fra
hverandre; men de kunne ikke være blevne helt tilintetgjorte ved
den senere Udvikling, saa at Talesproget hos Nordmændene
tilsidst var fuldkommen ens, alene med den Forskjel, der altid
maatte bestaa mellem den Dannedes og den raa Mængdes
Udtale og Udtryksmaade.
I den ovenfor gjengivne Fremstilling af Keyser er nu vel
ogsaa til den ene Side Sprogenheden i den norsk-islandske
Literatur fra det 12te og 13de Aarhundrede og til den anden Side
Dialektsplittelsen i de eldste danske og svenske
Sprogmindes-merker (fra det 13de og 14de Aarhundrede) bleven altfor skarpt
akcentueret. Modsætningen er ikke saa klar eller iøjnefaldende,
som man af hans Udtryk skulde formode. Men saameget kan
ialfald gjelde for sikkert, at Sproget i de eldste norsk-islandske
Literaturverker er mere ensartet og har et fastere, mere
regelbundet Præg end Sproget i de eldste danske og svenske.1 Dette
er unegtelig et paafaldende Phænomen, der kræver en
Forklaring; det er det modsatte af, hvad man skulde have ventet, da
jo de ydre Forhold i Sverige og Danmark ikke paa langt nær
1 I Hensyn paa de danske Provinciallove er det erkjendt, at de ere affattede
i tre temmelig bestemt afvigende Mundarter. Se t. Ex. N. M. Petersen,
Bidrag til Dansk Lit.-Hist., 2den Udg., I. S. 69—60. „Landskaberne havde
hver sin Dialekt; Lovene (d. e. den skaanske, sjellandske, jydske Lov) ere
affattede hver i sin, et almindeligt Skriftsprog var slet ikke til." I
Hensyn paa de svenske Provinciallove har det samme været antaget af Petersen,
Danske, Norske og Svenske Sprogs Hist., II. S. 104—5: „Næsten hver er forfattet
i sin Mundart"; ligeledes af Lyngbye (Antiqv. Tidskr., 1858—60. S. 235 ff.),
der dog indrømmer, at der kun er meget liden Forskjel mellem Sproget i
de forskjellige Love. Derimod søger J. E. Rydqvist (Svenska Språkets La~
gar, IV. S. 153 ff.) at vise, at man i de svenske Landskabslove (udenfor
Gotlandslagen) ikke saameget gjenkjender de tilsvarende Dialekter, som en
for dem alle fælles Sprogform, et Slags „fornsvenskt skriftspråk" (forsaavidt
overensstemmende med Munch, Forn-Svenskans och Forn-Norrskans
Språk-byggnad, Fort. S. XLII), om hvilket han dog erkjender, at det har været
„underkastadt en osäkerhet och vaklan, som kan ega många anledningar".
Jvfr. samme Forf. IV. S. 3—4, hvor han, i Modsætning til de
norsk-islandske Haandskrifter, fremhæver de eldste svenskes „Regelløshed" og vaklende
Skrivemaade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
