Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
«Læs Norges Krøniker», siger Edvard Storm i sit Digt om
Indfødsretten, —
.....saa skal du faa at vide,
Hvordan det gaar, naar Sværd og Hjerter sammen stride.
Naar Odel varmer Bryst, da, da, og ikke før
Staar det som Klippen selv og falder eller dør.
Ja, Odel! Norges Ziir og elskte Skytsgudinde!
Hvor er en Ædelsteen af din Værdi at finde?
Selv midt i Freden du gjør Under; Granens Top
Din evig Lov og Eos til Skyen løfter op».
Endog Hofmænd og fyrstelige Personer, der var opdraget i
overspændte Forestillinger om egen Højhed og vant til krybende
Underdanighed hos sine Omgivelser, lærte, under Indflydelse af
det raadende Modesværmeri, at se med andre Øjne paa den
«Naturens egen Slægt», der boede mellem Norges Fjelde, end
paa andre Mennesker, og følte sig charmeret ved de norske
Bønders djerve Ligefremhed istedetfor at stødes derover. Prins
Carl af Hessen siger i sine Memoirer i Anledning af en Rejse,
han foretog [gjennem Norge i 1772 sammen med sin Hustru,
Kristian YII.s Syster: «Man maa gribes af Begeistring, naar
man lærer at kjende disse Norges patriarkalske Familjer, naar
man hører disse Folk med lange, ofte hvide Skjæg, der siger
Du til En, velsigner En og hvis Tale er præget af saamegen
Kløgt og Bravhed. Hjertet udvider sig. Jeg kjender intet
bedre end dette Fjeldfolk. Indbyggerne i Byerne og i de
sydlige til Sverige grænsende Landskaber er mere fordærvet;
men Folket i de indre Bygder er det agtværdigste Menneskeslag
paa den hele Jord» Prins Kristian August, der i 1803 kom
til Norge som kommanderende General Søndenfjelds, skriver i
1809 til sin Broder Hertugen af Augustenborg: «Det er en egen
Følelse at modtage en simpel Fjeldbonde, som kommer for at
hente Raad og uden Omstændigheder sætter sig ned og under
Talen kalder mig «Du» og »Fader min», foredrager sit Ærinde
og gaar bort med et Haandtryk. Paa en saadan Mand kan man
stole som paa en Klippe. Sikkerlig er det et bravt Folk, med
hvilket man kan gjøre Alt»2.
Disse Citater, hvis Tal kunde forøges i det endeløse, maa
være nok til at vise, i hvilken høj Pris den|’norske Bonde, —
1 Pr. Charles de Hesse, Mémoires de mon temps, p. 74.
2 Ræder, Danmarks Krigshist. 1807—9, II. S. 401.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
