Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
dog at kaldes og at være væsentlig dansk og ikke norsk. Den
vedblev atr være knyttet til Danmark som sit rette Hjem. Naar
det gjaldt at reformere i en universel-europæisk Aand, at rydde
Grunden uden Skaansel og med hensynsløs Kraft, kunde det derfor
endog være et Fortrin at være Nordmand fremfor at være Dansk.
Men, naar det blev Opgaven at hente frem og ta op det
Nationale, naar dansk og norsk Nationalitet traadte ud fra hinanden
og det gjaldt at hævde den ene ligeoverfor den anden, maatte
Forholdet vende sig om. Det maatte bli lettere for den danske
Digter at finde den egte nationale Tone og føre den ind i
Literaturen end for den norske. Dansken kunde mere føie sig
som Herren i Huset, og for ham var det at være national bare
én Ting. For Nordmanden var det to; han stod i literær
Henseende med det ene Ben i Norge, det andet i Danmark; han skulde
baade være dansk og norsk, og Følgen deraf maatte være, at
han hverken kunde bli det ene eller det andet tilgagns. Det
dansk-nationale laa ham for fjernt i en naturlig Forstand; han
kjendte det ikke eller det bød ham imod; det norsk-nationale
laa for langt borte fra den literære og sproglige Sammenhæng,
inden hvilken han havde at bevæge sig; han kunde følgelig
ikke rigtig bruge det beller. Den evaldske Digtning maa,
hvormeget man nu end kan tro sig beføjet til at slaa af paa den
overvættes Lovprisning, for hvilken den engang plejede at være
Gjenstand, erkjendes at ha vist sin overlegne Livskraft derved,
at den blev en Hovedrod, hvoraf den nyere dansk-nationale
Poesi spirede ud. De samtidige norske Digtere øvede vel ogsaa
Indflydelse paa den følgende Tids literære Udvikling baade i
Danmark og Norge, men mest ad negativ Vej, mest ved sin
Kritik eller Satire; bortseet herfra, har den norske Digtning fra
Slutningen af forrige Aarhundrede væsentlig Karakteren af et
Sideskud, der ikke er bleven direkte fortsat enten i det ene
eller det andet Land. Og saadan maatte Forholdet være blevet,
endog om vi forudsætter, at nogen af de norske Digtere havde
havt en fuldt saa dyb eller rig poetisk Begavelse som Evald
Denne Begavelse vilde ikke ha kunnet udfolde sig saavidt godt
eller komme saavidt meget til sin Ret hos Nordmanden som hos
den Danske, efter det Forhold, hvori hvert af de to Folk nu
var stillet til den fælleds Literatur, og efter Arten af de poetiske
Opgaver, som det nu gjaldt at løse. Man kan ikke andet end
finde det paafaldende, at Peder Harboe Frimann, Klaus Frimann,
Nordal Brun, Wessel, — særskilt de to sidstnævnte, — ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
