Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
gjort til Gjenstand for ivrig Diskussion, og endog dens værste
Ud-skeielser, — endog Mænd som Robespierre og Marat, — fandt sine
offentlige Forsvarere eller Lovprisere 1. Det manglede heller ikke
paa dem, der viste Lyst til at træde i Revolutionsmændenes
Fodspor og som prøvede saa smaat paa at agere Demagoger efter
parisisk Mønster. Man rettede ikke sjelden direkte Angreb paa
den bestaaende Forfatning og deklamerede i temmelig
voldsomme Udtryk om det for Almenaanden kvælende ved et
monarkisk Enevælde, det uværdige i at et helt Folks Skjæbne
skal være voldgivet en Person, som alene har Fødselens
tilfældige Adkomst til at regjere o. s. v. Folk af den gamle Skole
rystede paa Hodet over, at sligt kunde skrives og trykkes, og
fandt det ubegribeligt af Regjeringen, at den fandt sig deri2.
Ogsaa inden Regjeringskredsene hævede der sig Stemmer for, at
man burde sætte en Stopper for de demagogiske Opviglerier
ved en Indskrænkning af Pressefriheden. Men Bernstorff vilde
ikke indgaa herpaa. Han har karakteriseret sit Standpunkt i
denne Sag ved følgende Udtalelse til en svensk Diplomat: «I
er vistnok forbauset over hvad der bliver trykket her. Det er
min Grundsætning ikke at bryde mig derom, thi sligt falder
til Jorden af sig selv, naar man ikke giver sig af dermed, og
Forfølgelsen vilde kun end mere ophidse Sindene»3. Ogsaa
Colbjørnsen stillede sig afgjort paa det samme Standpunkt. Da
Pressefriheden, et Par Aar efter Bernstorffs Død, blev
indskrænket, — ved Forordningen af 27 September 1799, — gav man
Colbjørnsen Skylden og saa i ham en Frafalden, en Forræder mod
den Sag, hvis Talsmand han engang havde været. Vi véd nu, at
han i Virkeligheden fastholdt sit Standpunkt, og at den danske
Regjering, ved at udstede Forordningen af 27 Septbr. 1799,
handlede ifølge et Tryk, som blev øvet paa den af den russiske Kejser
Paul
Vi indser ogsaa nu, idet vi overskuer den ved Revolutionen
fremkaldte Bevægelse inden det danske Samfund, hvor aldeles
rigtig Bernstorff og Colbjørnsen opfattede den, naar de mente,
at Regjeringen intet havde at frygte af den og trygt kunde
la den gaa sin egen Gang. Det er øjensynligt, at den havde
1 Holm, Den offentl. Mening og Statsmagten S. 73—75-
2 Sammesteds, S. 102—103, 139.
3 Sammesteds, S. 146, 162.
4 Holm, Danmark-Nor g es udenrigske Hist. 1791—1807. I. S. 289 f. — Samme,
Den offentlige Mening etc. S. 175—177, 200—201.
14 — J. E. Sars: Udsigt over den norske Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
