Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
noget af den bestaaende Tingenes Orden (t. Ex. Odelsretten
eller de gamle Kirkeskikke) kunde optræde med slig Kraft, paa
en saa myndig Maade, endog ligeoverfor selve Regjeringen,
selve de høje Magthavere, som han principmæssig bøjede sig
saa dybt for, — han følte aldrig nogen Opfordring til at lægge
ind et godt Ord for Universitetssagen, Norges store
Fremtids-sag, der Gang paa Gang blev stillet paa Dagsordenen og Gang
paa Gang satte Penne og Sind i en efter Tidens Lejlighed saa
livlig Bevægelse x. Nordal Brun var strengt-orthodox i
kirkelig-theologisk Henseende; han var en Autoritetens Mand ifølge
Grundsætning og ifølge Instinkt (hans stundom paa en noksaa
uhyggelig Maade,fremtrædende Magtgriskhed og Sands for at
komme frem og gjøre Lykke); dette har vistnok i første Række
virket til at bestemme hans politiske Standpunkt; men man
faar dog et Indtryk af, at ogsaa hans nationale Stolthed eller
Selvgodhed har havt sin Del i, at han alle Dage kom til at
staa saa fremmed eller fiendtlig ligeoverfor Samtidens store
europæiske Friheds- og Fremskridtsbevægelse, skjønt der
øjensynlig knyttede sig saa store Haab til den, specielt for Norge,
og at det har været ham en overmaade velkommen Støtte
folden ubetingede arveundersaatlige Troskab, hvis Talsmand han
var, og hvis Uforenelighed med sand norsk
Fædrelandskærlighed han ikke vilde se, at han kunde beraabe sig paa de norske
1 Først efterat Universitetssagen havde faaet kongelig Sanktion, ydede ogsaa
Brun den sin offentlige Tilslutning. I en Prædiken paa 3die Søndag i
Advent 1811 omtaler han Jmed Tak Universitetets Stiftelse. «Jeg smigrede
aldrig-, heder det her (J. N. Brun, Gammelt og Nyt om Nor dal Brun,
S. 398), «jeg taug heller. Min Aand var formeget norsk til altid* at
forene Begreberne: stort og ædelt, med disse Embedsord: fyrsteligt,
kongeligt, kejserligt. Ogsaa jeg har en og anden Gang sukket i
Løndom over en og anden Stedmoderlighed fra Søsterlandet Danmark mod
Norges Sønner, men altid dog, — det være vidnet for Gud! — altid i mit
Hjerte overbevist om, at det aldrig var vor fælles Landsfaders
Skyld-altid vis paa, at, naarsomhelst oplyst og beskeden Nordmand fik talt ægte
Norsk til den hulde Monarks Øre, fik Norge strax alt, hvad det kunde
faa, alt, hvad Kongen kunde give». -— Hvorledes rimer nu det sig, at han
var formeget norsk til altid at forene Begreberne stort og ædelt med
Ordene kongelig og kejserlig, og at han alligevel altid følte sig overbevist
om, at det umulig kunde være Landsfaderens Skyld, naar Norge ikke blev
retfærdig behandlet? eller, at han tog det Parti at tie, naar han var
overbevist om, at det kun gjaldt at «tale ægte norsk» til Monarken, for at
Norge skulde faa, hvad det kunde faa?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
