Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
Paa den anden Side: — hvis den højtstemte nationale
Selvfølelse hos Nordmændene kunde virke til at stænge dem af
for Reformidéer og til at vedligeholde hos dem et Slags politisk
Kvietisme, — saa lod det sig ogsaa tænke, at den kom til at
virke i en stik modsat Retning, — æggende, drivende fremad, —
og dette sidste maa vel endog antages at ha været hyppigst
Tilfælde. Vi har omtalt \ at man i den norske Bondes Odelsret
plejede at se, ikke blot Grundvolden for den Frihed og
Friheds-aand, som var Norges største Herlighed i Samtiden, men ogsaa
Kilden, hvoraf Sagatidens historiske Liv var udrundet. Man
gjorde sig høje, ofte vistnok overdrevent høje Forestillinger
om dette Liv og fandt saameget mere Tilfredsstillelse i at kunne
tro, at Vilkaarene for en Fornyelse deraf fremdeles var tilstede.
Bondeforgudelsen, Odelsbegeistringen virkede saaledes til at
føre Tanken paa éngang langt tilbage og langt frem. Hvad
Norge engang havde været, skulde det atter kunne bli, — det
var den Tanke eller det Haab, som, — bevidst eller ubevidst, —
laa bag de mange Lovsange over den norske Frihed og den
norske Odel. Men, jo sterkere man blev grebet af dette Haab,
des vanskeligere kunde det undgaaes, at man fik en Følelse
af, hvor stor Afstanden var mellem før og nu, — hvor dybt
Norge var sunket siden sin gamle Storhedstid idetringeste i
Hensyn paa ydre Rang og Værdighed. Det kunde ikke være
anderledes, end at den stadige og sterke Fremhæven af Norges
og det norske Folks Fortrin, hvortil norsk Patriotisme var saa
tilbøjelig, særskilt ligeoverfor de Danske, maatte en og anden
deraf, og da skrev, — saaledes som jeg kunde, — derimod». . . . «Jeg er
desuden den», føjer han til, «der offentligen kan sige: Ikke alene mine
Venner, men Enhver, der har noget Bekjendtskab til mig og min
Tænkemaade, vil frikjende mig for Egennytte og Smiger; — jeg skylder ingen
Stormand noget, jeg har ikke første eller nogen Haands Adresse til nogen
Formaaende; — jeg har aldrig sagt noget Menneske offentlig en tom
Com-pliment, — mig er det aldeles uvitterligt, at man, som Forfatter, kan i
Danmark gjøre sin Lykke ved at skrive mod demokratiske Grundsætninger:
og min Lykke har dog endnu ikke givet Ret til at mistænke min
.Ærlighed». (Cit. efter Zetlitz, Samll. Digte, I. lortalen S. XIV). Man har vist
ingen Grund til at tro, at Zetlitz skulde ha tænkt paa at indynde sig hos
Magthaverne ved sin Polemik mod de revolutionære Sympathier, eller at
han ikke skulde ha ment det fuldkommen ærligt med denne. Han var en
glad Sjæl, der sikkert nok aldrig la an paa at komme højt tilvejrs, — i
saa Henseende meget forskjellig fra Nordal Brun.
1 Se ovenfor S. 158—59.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
