Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
at det næsten maa synes et Vidunder, at den ikke tilintetgjordes.
Soldaterne gik i bogstaveligste Forstand nøgne1. Paa svensk
Side var Tilstanden bedre, men langtfra god, og Krigen med
Russerne i Finland la i stigende Grad Beslag paa Sveriges
militære Kræfter, saa den mod Norge opstillede Hær blev sterkt
svækket ved Detacheringer. Paa begge Sider gjorde en Følelse
sig gjeldende af, at man kjæmpede for en uforstandig Politik,
som i lige Grad stred mod Folkenes Interesser og deres
Sympathier. Følgen heraf blev, at Krigen paa en Maade døde bort
af sig selv. Der havde hos Nordmændene raadet megen krigersk
Iver, saalænge endnu svenske Tropper stod paa norsk Grund;
det gjaldt som en Æressag at jage dem ud igjen; men nu var
dette skeet; Landets Hæder var hævdet og Angrebet tilbagevist;
videre strakte ikke Villigheden sig. Den norske Hærs
Øverstbefalende, Prins Kristian August, undlod, udentvil ifølge
Paavirkning af sine norske Omgivelser, at efterkomme Frederik VI.s
gjentagne Ordrer om at gribe Offensiven og rykke ind i
Sverige; han afsluttede paa egen Haand en Vaabenstilstand med
de Svenske (7 Decbr. 1808), hvilken Kong Frederik bagefter
saa sig nødt til at stadfæste, meget mod sin Vilje, og et Par
Maaneder efter viste han, — som et officielt svensk Aktstykke
siden udtrykte sig, — «Sverige den største Tjeneste, som det
nogensinde har modtaget af nogen Udlænding», idet han gav
Georg Adlersparre, den svenske Vestarmées egentlige Chef, som
havde besluttet at føre sine Soldater til Stockholm for at faa
gjort Ende paa Gustav IV.s vanvittige Regimente, Tilsagn om,
at den norske Hær imidlertid skulde forholde sig rolig og ikke
foreta noget Indfald over den ubeskyttede Grænse.
Som bekjendt, var det denne Tjeneste og endnu mere
Kundskaben om den store Popularitet, Kristian August havde vundet
hos det norske Folk, der henledede Tanken paa ham ved det
svenske Thronfølgervalg i 1809. Man haabede, ved at vælge
ham, at bane Vej for en Forening mellem den skandinaviske
Halvøs tvende Riger. Vi har i det Foregaaende omtalt,
hvorledes den gamle svenske Tanke om at vinde Norge blev optat
paany i Slutningen af forrige Aarhundrede i en efter Tidens
Lejlighed og de forandrede Styrkeforhold mellem Landene noget
lempet Skikkelse, nemlig saaledes at Norge skulde vindes med
Nordmændenes egen Hjælp eller ved en idetringeste delvist fri-
1 Ræder, Danmarks Krigs- og politiske Hist. 1807—1809, III. S. 59—60.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
