Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
Forholdene af vel underrettede svenske Mænd, stillede sig som
Maal en Forening af den skandinaviske Halvøs Riger i
Hovedsagen af samme Art som den, der faktisk blev afsluttet i 1814
paa Basis af Moss-Konventionen. Man henviser til den med
England afsluttede Garantitraktat, hvorved Sverige højtidelig
forpligtede sig til at ved Foreningens Istandbringelse ta det
størst mulige Hensyn til Norges Frihed og Lykke, og man
henviser til selve Kielertraktaten, som paa ingen Maade staar i
Strid med disse Forpligtelser, eftersom den alene fastsætter
Foreningen, men ikke Vilkaarene for samme. Til al Ulykke var
Nordmændene i det afgjørende Øjeblik uvidende herom, eller de
skjønte det ikke. Alene Grev Wedel havde fuld Greje paa den
svenske Regjerings, d. v. s. Karl Johans Foreningsprogram;
han sluttede sig ogsaa aldeles til det og tilraadede i Marts
1813, — overbevist som han var om den svenske Regjerings
redelige Hensigter og tillige om at Nordmændene alene ved et
kraftigt Stød udenfra kunde sættes i Bevægelse for at vinde
Selvstændighed ligeoverfor Danmark, — et svensk Indfald i
Norge, som han paatog sig at sekundere fra norsk Side. Heraf
blev nu intet, da Karl Johan nødtes til at føre Størsteparten af
sine Tropper over til Nordtyskland for at delta i Aktionen mod
Napoleon. Baade han og Wedel fastholdt imidlertid sit
Standpunkt ogsaa i den følgende Tid, og, om Wedel var blevet
Norges ledende Mand i det kritiske Øjeblik, nemlig da Kielerfreden
blev afsluttet og bekjendtgjort for Nordmændene, — hvilket han
forudsættes at ville være bleven, saafremt ikke Kristian Frederik
havde været sendt op til Landet, — vilde følgelig Foreningen
være kommet istand i største Ro og Endrægtighed og paa
væsentlig de samme Vilkaar som de nugjeldende, men
«naturligvis med andre Bestemmelser vedkommende Norges indre
Forfatning». Uheldigvis blev det ikke ham, men Kristian Frederik,
hvem den ledende Rolle tilfaldt. Derved afbrødes Tingenes
naturlige Gang. Kristian Frederik, — den præsumtive danske
Thronarving, — havde de sterkeste personlige Motiver til at
modsætte sig en Forening af Norge og Sverige, hvilke Vilkaar
der end blev opstillet for samme; han opfattede desuden
vistnok Kielerfreden falsk; han ansaa den vistnok virkelig for en
Voldsgjerning, en Underkastelse af Norge under et fremmed
Aag, og kunde saameget lettere bibringe Nordmændene den
samme Forestilling, fordi den svarede saa vel til deres nedarvede
Antipathier ligeoverfor Sverige. Hertil kom, at den Mand, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
