Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 19
holdt inde med at hælde Vand paa ham og lod Lærredspøsen
synke, saa at Indholdet løb henad Dækket. Den døende Mand
hamrede med Hælene paa Lugen, strakte Benene ud og laa
ganske stiv, medens Hovedet bevægedes fra Side til Side. Saa
lev ogsaa Hovedet stille; et Suk, et dybt Befrielsens Suk, lød
fra hans Læber. Underlæben sank, Overlæben trak sig i Vejret,
og to Rækker tobaksfarvede Tænder kom til Syne. Det saa ud,
som hans Træk havde samlet sig til et djævelsk Grin ad den
Verden, han havde forladt og gjort sig færdig med.
Men nu hændte det mest overraskende. Kaptainen for op
mod den døde Mand som et Tordenskrald. En ustandselig Strøm
af Eder vældede ud af hans Mund. Og det var ikke Smaaeder
eller blot almindelige, usømmelige Talemaader. Hvert Ord var
en Gudsbespottelse, og der var mange Ord. De haglede og
knitrede som elektriske Gnister. Aldrig i mine Levedage har
Jjeg hørt noget lignende, og aldrig havde jeg tænkt mig det
muligt. Som den, der har litterær Sans og Øre for stærke
Udtryk, tør jeg nok sige, at jeg som ingen anden Tilhører fulgte
hans gudsbespottelige Krafiudgydelse med levende Interesse.
Grunden til den var, saa vidt jeg kunde skønne, at Manden,
som var Siyrmand, havde været ude paa Sold, førend de
forlod San Francisco, og at han derpaa var saa hensynsløs at
lægge sig til at dø ved Rejsens Begyndelse og saaledes lade Ulf
Larsen tilbage med en Besætning paa en Mand mindre.
Det vil være unødvendig at anføre, i alt Fald overfor mine
Venner, at jeg var dybt rystet. Eder og simpel Tale af hvilken
som helst Slags har altid været stødende for mig. Jeg følte en
sygnende Fornemmelse, en Modløshed eller maaske snarere:
Svimmelhed, For mig havde Døden altid haft noget højtideligt
og værdigt over sig, noget fredlyst og helligt. Men Døden i dens
smudsige og hæslige Skikkelse havde Jeg aldrig set før nu. Som
sagt: paa den enc Side nød jeg Ulf Larsens kraftige Sprog, idet
den haarrejsende Straffetale strømmede over hans Læber,
medens jog paa den anden Side følte mig usigelig rystet. Den
svidende Strøm var nok, skulde man tro, til at gøre en død
Mands Ansigt blegt. Jeg vilde ikke have følt mig overrasket,
om det sorte Skæg havde kruset sig og ganet op i lys Lue.
Men den døde Mand var uanfægtelig. Han laa dér med sit
haanlige Grin, kynisk og trodsig. Han var Situationens Herre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
