Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 65
Det er Blødhed og Stemning, i alt Fald for den, der ikke tror
paa et evigt Liv. Med Udødelighed for mig vilde Autruisme
være en Forretning, der betalte sig. Jeg kunde maaske da hæve
min Sjæl til de største Højder. Men uden noget evigt for mig,
undtagen Døden, og med kun et kort Spillerum for den
gæragltige Kravlen, som kaldes Liv, vilde det være umoralsk for
mig at udføre nogen Handling, hvori der laa et Offer, Ethvert
Offer, hvorved jeg mistede et eneste kravlende Drag, vilde
være Daarskab — ja, ikke blot Daarskab, det vilde være Uret
imod mig selv og derfor noget ondt. Jeg maa ikke miste et
eneste Drag, naar jeg skal have det mest mulige ud af Fermentet.
Den evige Ubevægelighed, som kommer over mig, bliver hverken
gjort lettere eller sværere ved Ofre eller Egenkærlighed fra den
Tid, da jeg var Gær og kravlede.
»Saa er De en Individualist, en Materialist og, logisk set,
en Hedoniker.«
»Store Ord,« smilede han. »Men hvad er Hedoniker?«
Han nikkede bifaldende, idet jeg gav ham Definitionen.
»Og De er ogsaa et Menneske, som man ikke kunde betro
sig til paa et eneste Punkt, hvor det var muligt, at egenkærlig
Interesse kunde spille ind.«
»Nu begynder at forstaa det,« sagde han, stærkt oplivet.
»De er et Menneske fuldstændig uden det, som Verden
kalder Moral.«
»Det er rigtigt!«
»Et Menneske, man altid skal være bange for.«
»Netop.«
»Som man er bange for en Slange, en Tiger eller en Haj.«
»Nu kender De mig,« sagde han. »Og De kender mig, som
jeg er almindelig kendt. Andre Mennesker kalder mig Ulv.«
»De er et Slags Uhyre,« tilføjede jeg forvovent, »en Kaliban,
som har grundet over Setebos, og som handler i ledige Øjeblikke
efter Indfald og Lune.«
Hans Bryn rynkedes ved Hentydningen. Han forstod den
ikke, og jeg erfarede snart, at han ikke havde læst Digtet.
»Jeg er netop ved at læse Browning,« tilstod han, »og han
er lidt drøj. Jeg er ikke nanet ret langt og har omtrent tabt
mit Bestik.
Jack London; Ulf Larsen. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
