98 JACK LONDON Lidelser og Sorger. Jeg 'ar gennemgaaet flere grusomme Lidel: ser end ti andre, /ar jeg. Jeg ”ar ligget paa ”Orspital mit 'alve forbandede Liv. Jeg ”ar 'aft Feber i Aspinwall, i ”Avana, i New Orleans. Jeg var nær Døden af Skørbug og var raadden af den seks Maaneder paa Barbadoes. Kopper paa 'Onolulu, to brækkede Ben i Shanghaj, Lungebetændelse paa Alaska og tre knækkede Ribben i 'Frisco. Og 'er er jeg nu. Se paa mig! Se paa mig! Mine Ribben er slaaet løse fra Ryggen igen. Jeg kommer til at spytte Blod. Hvordan kan det blive godt for mig, maa jeg spørge? Hvem kan gøre det godt? Gud? Hvor Gud maa 'ave ”adet mig, da 'an underskrev min Hyrekontrakt for Rejsen gennem Verden!« Denne Tirade mod Skæbnen blev fortsat en Time eller længere, og saa gik han til Arbejdet, humpende og stønnende og med Øjnene lysende af Had mod alt det skabte. Hans Diagnose var imidlertid riglig nok, for han blev grebet af lejlighedsvise Anfald, under hvilke han spyttede Blod og led meget. Og, som han sagde, det syntes, som Gud hadede ham for meget til at lade ham dø; thi han kom sig til sidst og blev mere ondskabsfuld end nogen Sinde. Adskillige Dage længere varede det, inden Johnson kravlede op paa Dækket og gik omkring, fortabt og modfalden. Han var endnu en syg Mand, og mere end en Gang lagde jeg Mærke til, hvor smertefuldt det var for ham at klavre op til et Topsejl, og hvorledes han faldt sammen, naar han stod ved Rattet. Men hvad værre var: det syntes, som han Mod var brudt. Han var underdanig overfor Ulf Larsen og næsten krybende for Johansen. Ånderledes var det med Leach. Han gik omkring paa Dækket som en Tigerunge og sendte aabenyst sine hadefulde Blikke mod Ulf Larsen og Johansen. »Jeg skal nok gøre Kaal paa din platfodede Svensker!« hørte jeg ham en Aften sige til Johansen paa Dækket. Styrmanden bandede ham i Mørket, og i næste Øjeblik ramte et eller andet Kastevaaben Kabyssen med et skarpt Kast. Der lød mere Banden og en spottende Latter, og da alt var stille, stjal jeg mig udenfor og fandt en svær Kniv, som stak over en Tomme ind i Træet. Nogle faa Minutter efter kom Styrmanden og famlede efter den; men jeg gav den hemmelig til Leach den næste Dag. Han grinede, da jeg gav ham den, og dog var der