B R 120 JACK LONDON paa Dækket, Time efter Time, pintes jeg under Ulf Larsens fra( stødende Ideer. Hvad var Meningen med det hele? Hvor var Livets Storhed, at det kunde tillade en saadan planløs Ødelæggelse af Menneskesjæle? Det var, naar alt kom til alt, noget billigt og ringe, dette Liv, og jo snarere det var forbi, des bedre. Forbi og færdig! Ogsaa jeg lænede mig over Rælingen og stir" rede længselsfuldt ned i Havet, vis paa, at før eller senere skulde H jeg synke derned, ned i det kølige, grønne Forglemmelsens Dyb. SYTTENDE KAPITEL. l s Mærkeligt nok indtraf der intet af Interesse paa »Ghost«, til Trods for de almindelige Anelser. Vi sejlede videre mod Nord og Vest, indtil vi var ud for Japans Kyst og stødte paa de store Sælflokke. De kom — ingen vidste hvorfra — over det uende lige Ocean, paa deres aarlige Vandring til Ynglestederne ved Beringshavet. Og nord paa gik vi, myrdende og dræbende, kastede de flanede Kroppe ud til Hajerne og nedsaltede Skindene, for at de siden kunde pryde Bydamernes smukke Skuldre. Det var Massemord, altsammen for Kvindens Skyld! Ingen spiste Kødet eller brugte Oljen. Efter en god Dags Jagt har jeg set Dækket helt bestrøet med Huder og Kroppe, glat af Fedt og Blod, medens Spygatterne skyllede med rødt, og Master, Tovværk og Rælinger var overstænkede med den blodige Farve. Mændene drev deres Haandværk som Slagtere, med bare Arme og store Flaaknive i Hænderne, idet de tog Skindet af de smukke Sødyr, som de havde dræbt, " > Det var min Opgave at holde Regnskab med Skindene, naar de kom om Bord fra Baadene, at føre Tilsyn med Flaaningen og derefter med Rengøringen af Dækket. Det var ikke noget behageligt Arbejde. Min Sjæl og min Mave oprørtes imod det. Og dog, denne Ledelse af et Arbejde og Kommando over mange Mænd var paa en vis Maade til Gavn for mig. Den udviklede min Handledygtighed, og jeg mærkede, at jeg blev udholdende