ULF LARSEN 121 og hærdet, hvilket ikke kunde andet end at være sundt for »Sissy« Van Weyden. En Ting begyndte jeg at føle, og det var, at jeg aldrig mere kunde blive ganske det samme Menneske, som jeg havde været. Medens mit Haab og min Tro paa Menneskelivet stadig overlevede Ulf Larsens ødelæggende Kritik, havde han ikke desmindre været Aarsag til, at der var foregaaet Forandringer med mig i mindre vigtige Spørgsmaal. Han havde aabnet en Virkelighedens Verden for mig, om hvilken jeg faktisk intet havde vidst, og som jeg altid var veget tilbage for. Jeg havde lært at se nærmere paa Livet, som det levedes; at erkende, at der var noget i Verden, som hed Kendsgerninger; at gaa udenfor Ideens og Tankens Herredømme og tillægge Tilværelsens konkrete og objektive Faser visse Værdier. Da vi havde naaet Sælgrundene, saa jeg mere til Ulf Larsen end nogen Sinde. Thi naar Vejret var smukt, og vi var midt i Flokkene, var alle Mand i Baadene, og tilbage om Bord var kun han og jeg og — Thomas Mugridge, som ikke regnedes med. Men det var ikke Legeværk. De seks Baade spredte sig i Vifteform fra Skonnerten, indtil der var mellem ti og tyve Miles Afstand mellem de to yderste. De krydsede og drev deres Jagt, til Aftenens Komme eller slemt Vejr drev dem ind. Det var vor Sag at sejle »Ghost« til Læ for den yderste Læbaad, saa at alle Baadene kunde have gunstig Vind til at naa os i Tilfælde af truende Vejr. Det er ingen let Sag for to Mand, især naar det springer op med en stiv Kuling, at haandtere et Skib som »Ghost«, styre, holde Udkig med Baadene, hejse og stryge Sejl. Derfor maatie jeg lære, lære hurtigt. Det gik let med at lære at styre, men at løbe op til Salingerne og hænge i Armene, naar jeg forlod Vævlingerne for at gaa endnu højere op, det var vanskeligere. Dette lærte jeg dog ogsaa hurtigt, for jeg følte en vild Længsel efter at kunne vise Ulf Larsen, at jeg havde Ret til at leve, og at jeg kunde klare mig ved andet end boglig Syssel. Ja, den Tid kom, da jeg ligefrem fandt Fornøjelse i at iagttage Mastetoppens Bevægelse og at klynge mig fast med Benene, medens jeg spejdede efter Baadene gennem Kikkerten. Jeg mindes en skøn Dag, da Baadene gik tidligt ud, og Lyden fra Jægernes Bøsser blev fjærn og svag og døde hen,