ULF LARSEN 185 Ulf Larsen styrede. Hans Øjne funklede og lynede, som de fløj fra den ene Genstand til den anden. Snart studerede han Søen til Luvart for at se, om Vinden vilde slække eller blæse op, snart betragtede han »Macedonia«, men hele Tiden holdt han Øje med hvert eneste Sejl og gav snart Kommando til at slække et Skøde en Kende, snart til at hale et andet, indtil de trak til det yderste og hjalp »Ghost« til den stærkest mulige Fart. Alt Kævleri var som glemt, og det overraskede mig at se, med hvilken Villighed de Mænd, der saa længe havde taalt hans Brutalitet, sprang omkring for at udføre hans Ordrer. Mærkeligt nok kom jeg til at iænke paa den ulykkelige Johnson, medens vi hævede os og dansede hen over Bølgerne, og jeg beklagede i mit stille Sind, at han ikke var levende og nærværende — han havde elsket »Ghost« saa højt og frydet sig saa inderlig over dens Sejledygtighed. »I maa helst tage jeres Rifler!« raabte Ulf Larsen til vore Jægere, og de fem Mænd stillede sig langs Rælingen, med Bøsserne i Hænderne, og ventede. »Macedonia« var nu kun en Mil borte. Den sorte Røg væltede ud fra Skorstenen i en ret Vinkel, saa vanvittigt pløjede den Bølgerne med en sytten Knobs Fart. Vi gjorde kun nmi; men Taagebanken var meget nær. En Røghvirvel brød frem fra »Macedonia«s Dæk. Vi hørte et Drøn, og der dannede sig et rundt Hul i vort Storsejl. De skød paa os med én af de smaa Kanoner, som de efter Rygtet skulde føre om Bord. Vore Mænd, der var forsamlede midtskibs, svingede med Hatiene og raabte et haanligt Hurra. Atter en Røgmasse og et Drøn. Denne Gang ramie Kuglen ikke mere end tyve Fod bagved Spejlet og hoppede to Gange fra Sø til Sø paa Luvartsiden, førend den sank. Men der kom ingen Riffelskud, fordi alle deres Jægere enten var ude i Baadene eller taget til Fange af os. Da de to Skibe var paa en halv Mils Afstand, lavede en tredje Kugle endnu et Hul i vort Storsejl. Saa gik vi ind i Taagen. Den laa om os og skjulte os i sit tætte, vaade Slør. Den pludselige Overgang virkede ganske forunderligt. Et Øjeblik forinden havde vi sejlet i det klare Solskin, med den blaa Himmel over os, medens Søerne brødes og bølgede viden om mod den fjærne Horisont, og et andet Skib, som udsendte S U =