Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 205
for mig, saå mas De lære mig, hvad De har lært i den Tid.
Lad os spise. Hvor Luften dog giver Appelit!«
»Ingen Kaffel« sagde jeg beklagende og rakte hende
Beskøjter med Smør og en Skive Tunge. »Og der bliver ingen
Te, ingen Suppe, ingenling varmt, før vi naar Land et eller
andet Sted.«
Efter den simple Frokost, som vi skyllede ned med en Kop
koldt Vand, fik Maud sin første Time i at styre. Ved at
undervise hende lærte jeg selv en hel Del; jeg anvendte den
Forkundskab, jeg havde faaet ved at sejle paa »Ghost« og ved at
iagttage Baadstyrerne paa de smaa Baade. Hun var en
agipaagivende Elev og lærte snart at holde Kursen, at luve for
Vindstødene og i Nødstilfælde at kaste Skødet over.
Da hun tilsyneladende var træt af Arbejdet, overgav hun
Aaåren til mig. Jeg havde lagt Tæpperne sammen, men hun
bredte dem nu ud paa Bunden. Da det hele var ordnet, sagde
hun:
»Saa, højstærede, nu gaar De til Køjs! Og De skal sove lil
Frokost — nej, Middag, mener jeg,« rettede hun det til, idet
hun kom til at huske paa Ordningen om Bord paa »Ghost«.
Hvad kunde jeg gøre andet end adlyde? En underlig
Fornemmelse greb mig ved at kravle ned i den Seng, som hun
havde redt med sine egne Hænder. Den Ro og Selybeherskelse,
som var en Del af hendes Væsen, syntes at have forplantet sig
til Tæpperne. En blid Tilfredshed lagde sig over mig. Jeg saa
en fin Ansigtsoval med brune Øjne, indrammet af en Fiskerhue,
som vuggede op og ned mod en Baggrund, snart af graa Skyer
og snart af det graa Hav, og jeg var klar over, at jeg havde sovet.
Jeg saa paa Uret. Klokken var ét. Jeg havde sovet i syv
Timer! Og hun havde styret i syv Timer! Da jeg tog
Styreaaren, maatte jeg først rette hendes bøjede Fingre. Hendes
svage Kræfter var udtømte, og hun var ude af Stand til at rejse
sig fra sin Stilling. Jeg blev nødt til at lade Skødet gaa, medens
jeg hjalp hende hen i den lune Rede af Tæpper og gned hendes
Hænder og Arme.
»Jeg er saa træt!« sagde hun og trak Vejret hurtigt, medens
hun med et Suk lod Hovedet synke tilbage i Tæpperne.
Men i næste Øjeblik rettede hun sig. »Nu maa De ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
