Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
E DE 0
| VV
u
214 JACK LONDON
Men idet jeg studerede Brændingen, som slog mod Kysten,
sagde jeg: »Naa, for Resten kan det være galt nok endda. Men
I hvis Guderne staar os bi, vil vi drive forbi den værste Pynt og
komme til en Kyst, hvor der er fuldstændig Læ, og hvor vi kan
gaa tørskoet i Land.«
Og Guderne stod os bi. Den første og anden Pynt var
nøjtig i Linje med Sydvestvinden, men da vi var forbi den anden
— og vi kom foruroligende nær ind til den — saa vi en tredje
jå Pynt, i Linje med de andre to. Men bedst var alligevel den Vig,
der viste sig for vort Blik! Den strakte sig dybt ind i Landet,
og det indganende Tidevand drev os ind under Læ af Odden.
Her var Søen rolig, fraregnet en svær Grunddønning, og jeg
tog mit »Anker« ind og begyndte at ro. Fra Pynten gik den
bugtede Kystlinje mere og mere til Syd og Vest, indtil der til
sidst aabenbarede sig en Vig i Vigen, en lille Havn omgivet af
Land, med en Overflade som en Dam, kun brudt af smaa
Krusninger, naar nu og da et Pust af Stormen udenfor forvildede
sig ind over den truende Klippemur, som udgjorde Vigens
inderste Grænse.
Her var der overhovedet ingen Sæler. Baadens Forstævn
stødte mod de haarde Smaasten. Jeg sprang ud rakte Haanden
ud mod Maud. I næste Øjeblik stod hun ved min Side. Idet
min Haand slap hendes, greb hun hurtigt efter min Arm. I
samme Øjeblik vaklede jeg selv og var lige ved at falde om
paa Sandet. Det var den overrraskende Virkning af, at
Bevægelsen nu var ophørt. Vi havde været saa længe paa det
bølgende Hav, at det faste Land var os fremmed. Vi ventede, at
Kysten skulde løfte sig op og ned, og at Klippevæggene skulde
svinge frem og tilbage ligesom Skibets Sider, og naar vi satte
os i Stilling til at modstaa disse Bevægelser, og Bevægelserne
udeblev, saa var det, vi tabte Ligevægten.
»Jeg maa virkelig sætte mig,« sagde Maud med en nervøs
Latter og en Bevægelse med Haanden, som om hun følte sig
svimmel, hvorpaa hun satte sig lige ned paa Sandet.
Jeg gjorde Baaden fast og gik hen og satte mig hos hende.
Saaledes landede vi paa Foretagsomhedens Ø og følte os
»landsyge« efter vort lange Ophold paa Havet.
!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
