Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 JACK LONDON
Jeg standsede og smilede opmuntrende til Maud, for jeg havde
genvundet min Sindsligevægt hurtigere end hun. Jeg kunde se,
at hun var noget forskrækket. Hun kom tæt hen til mig og
raabte:
»Jeg er forfærdelig bangel«
Men det var jeg ikke. Sælernes fredelige Adfærd havde
beroliget mig. Maud derimod rystede af Angst.
»Jeg er bange, og jeg er ikke bange,« mumlede hun med
klaprende Tænder. »Det er mit elendige Legeme, ikke mit bedre
i Jeg, der er bangel«
i »Der er ikke noget i Vejen, der er ikke noget i Vejen!«
forsikrede jeg hende og lagde uvilkaarligt min Arm beskyttende
om hende.
Jeg glemmer aldrig, hvorledes jeg netop i dette Øjeblik blev
mig min Mandighed bevidst. Noget, der hidtil havde ligget gemt
paa Bunden af min Sjæl, løftede i dette Øjeblik Hovedet. Jeg
følte mig som Mandfolket, som det svage Køns Beskytter,
Hannen, der kæmpede for sin Hun . Og hvad der var det bedste af
det hele, jeg følie mig som min Elskedes Beskytter. Hun
lænede sig ind til mig, saa let og fin som en Lilje, og idet hendes
H Skælven fortog sig, syntes jeg, at jeg blev mig en umaadelig
| Styrke bevidst. Jeg følte mig i Stand til at tage Kampen op med
i den grummeste Han i hele Flokken, og jeg ved, at i Tilfælde
af, at en saadan Han Havde angrebet mig, vilde jeg have mødt
den uden at blinke, ja, og jeg véd, at jeg kunde have dræbt den.
»Nu har jeg det bedrel« sagde hun og saa taknemmeligt paa
mig. »Lad os gaa videre.«
Og dette, at Styrken i mig havde beroliget hende og gengivet
hende hendes Selvbeherskelse, fyldte mig med jublende Glæde.
Slægtens Ungdom syntes at blomstre i mig, overciviliserede
Menneske som jeg var, og jeg oplevede i dette Øjeblik mine
fjærne, længst forglemte Forfædres Jagtliv i Skovene. Jeg havde
meget at sige Ulf Larsen Tak for, tænkte jeg, idet vi gik henad
Stien mellem de to Flokke.
En Fjerdingvej inde i Landet kom vi til de unge Hanner,
der her levede deres Ungkarleliv i Ensomhed og samlede
Kræff ter til de Dage, da de skulde kæmpe sig frem i Ægtemændenes
I Rækker.
Nu gik alt glat. Jeg vidste nøjagtig, hvad der var at gøre,
E E
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
