Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 227
og hvorledes det skulde gøres. Jeg raabte, jeg gjorde truende
Bevægelser med Aaren, ja, jeg vovede endog at prikke til de
dovneste af dem, og saaledes fik jeg hurtigt en Snes unge
Kavallerer narret væk fra deres Kammerater. Hver Gang en af dem
gjorde Forsøg paa at slippe tilbage mod Vandet, afskar jeg den
Flugten. Maud tog virksom Del i dette Arbejde, og hendes
Raab og Svingen med den knækkede Aare var mig til stor Hjælp.
Jeg lagde dog Mærke til, at hun en enkelt Gang lod en Sæl
slippe forbi, som saa særlig træt og medtagen ud. Men jeg
lagde ogsaa Mærke til, ai naar én af dem indtog en Slags
Kampstilling, lyste hendes Øjne, og hun slog den kækt med Knippelen.
»Det er forfærdelig spændende!« raabie hun, da hun omsider
standsede af lulter Udmattelse. »Jeg tror, jeg sætter mig ned.«
Jeg drev den lille Hjord (nu kun en halv Snes Stykker)
godt hundrede Alen bort fra, hvor hun sad. Og da hun igen
nazede mig, havde jeg fuldendt Bloddaaden og var ved at
begynde Flaaningen. En Time efter gik vi stolte tilbage mellem
Haremerne. Og to Gange til kom vi nedad Stien, belæssede med
Skind, indtil jeg troede, at vi havde nok til Taget. Jeg satte
Sejlene, og i Løbet af kort Tid sejlede vi ind til vor lille Vig.
»Det er ligesom at komme hjem,« sagde Maud, idet jeg
løb Baaden ind til Land.
Hendes Ord rørte ved en beslægtet Streng i mit eget Indre,
og der gik en velbehagelig Gysen igennem mig. Det kom saa
naturligt og saa fortroligt, og jeg sagde:
»Det er for mig, som om jeg altid havde levet dette Liv.
Bøgernes og de boglærde Folks Verden er saa uvirkelig, mere
som en Drøm end den rene, skære Virkelighed. Jeg har
plyndret og kæmpet alle mine Levedage. Og De, De er ogsaa en
Del af det, De er . . . .« Jeg var lige ved at sige »min Kvinde,
min Mage,« men forandrede det hurtigt til: »De har været
storartet til at klare alle Strabadser og Besværligheder.«
Men hendes Øre fangede Kursændringen, og hun tilkastede
mig et hurligt Blik.
»Det var ikke det, De vilde sige?«
»At Amerikas Fru Meynell er kommen til at leve som
Naturbarn og klarer sig mesterligt,« sagde jeg let henkastet.
»Aahl« var alt, hvad hun sagde. Men jeg turde have væddet
paa, at der var en skuffet Klang i hendes Stemme.
15%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
