Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 239
ligge pan Ruffet, hvor han maaske kan blive liggende hele
Nalten. »Jeg tror, jeg vil gaa ud og se.«
Maud saa bønfaldende paa mig.
»Der er ingen Fare,« forsikrede jeg hende. »Jeg tager én
Revolver med. De ved, jeg har taget alle de Vaaben, der var
om Bord.«
»Men der er hans Arme og Hænder, hans forfærdelige
Hænderl« indvendte hun. Og hun tilføjede: »Aa, Humphrey, jeg
er saa bange for ham! De maa ikke gaa! De mnaa ikke gaal«
Hun lagde bønfaldende sin Haand paa min, og min Puls
slog heftigt. I dette Øjeblik maa mine Øjne have røbet, hvad
jeg tænkte. Den kære, elskværdige Kvinde! Og Kvinde var
hun i en udpræget Grad, som hun stod dér og bedende
klyngede sig til mig for min Mandighed, som hun yderligere
rodfæstede og forlenede med ny Styrke. Jeg følte Trang til at
lægge Armen om hende, som jeg havde gjort ude mellem
Sælerne, men jeg overvejede det og — lod være.
»Jeg vil ingen Risiko løbe,« sagde jeg. »Bare kigge over
Boven og se.«
Hun gav min Haand et inderligt Tryk og lod mig gaa. Men
det Sted paa Dækket, hvor jeg havde efterladt ham, var tomt.
Han var aabenbart gaaet nedenunder. Den Nat skiftedes vi til
at staa Vagt, og kun én af os sov, for ingen kunde vide, havd
Ulf Larsen kunde fan i Sinde. Han var en Mand, der var i
Stand til alt.
Vi ventede baade den næste Dag og den næste igen, og
stadig var der ingen ai se.
»Det maa vel være den Hovedpine,« sagde Maud den fjerde
Dags Eftermiddag. »Maaske han er syg, meget syg, ja, maaske
er han død.
»Eller døende,« kom det lidt efter, som om hun havde
ventet paa, at jeg skulde sige noget.
»Gid det var saa vell« svarede jeg.
»Men tænk, Humphrey, en Medskabning i sin sidste
ensomme Stund!«
»Maaske,« henkastede jeg.
»Ja, lad os sige maaske,« indrømmede hun. »Men vi ved
det ikke. Det vilde være skrækkeligt, hvis det var saadan. Jeg
kunde aldrig tilgive mig selv det. Vi maa gøre noget.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
