Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 JACK LONDON
»Maaske,« henkastede jeg igen.
Jeg ventede og smilede indvendig over Kvinden i hende,
som tvang hende til at have Medlidenhed med Ulf Larsen —
tænke sig, Ulf Larsen! Hvor var i dette Øjeblik hendes
Bekymring for mig, sagde jeg til mig selv — mig, som hun
forJeden ikke turde lade kigge om Bord?
Hun var for skarpsindig til ikke at opdage den Tanke, der
laa bag ved min Tavshed. Og hun var lige saa aaben, som hun
var skarpsindig.
»De maa gaa om Bord, Humpbrey, og faa at vide, hvordan
det forholder sig. Og hvis De vil le mig ud, saa har De baade
min Tilladelse og min Tilgivelse.«
Jeg rejste mig lydigt og gik ned til Stranden.
»Vær nu endelig forsiglig!« raabte hun efter mig.
Jeg vinkede til hende fra Bakken og sprang ned paa
Dækket. Jeg gik agter til Kahytstrappen, hvorfra jeg raabte ned.
Ulf Larsen svarede, og idet han rejste sig for at gaa op af
Trappen, spændte jeg Hanen paa min Revolver. Jeg gjorde det
aabenlyst, men han syntes ikke at ænse det. Han saa akkurat
ud som sidst, jeg havde set ham; men han var mørk og tavs.
De faa Ord, vi vekslede, kunde i Grunden næppe fortjene Navn
af Samiale. Jeg spurgte ham ikke, hvor for han ikke havde
været i Land; ikke heller spurgte han, hvorfor jeg ikke var
kommen om Bord. Hans Hoved havde det godt igen, sagde
han, og saa forlod jeg ham uden videre Parlamenteren.
Maud modtog min Meddelelse med synlig Lettelse, og da
Kahytsskorstenen noget senere begyndte at ryge, blev hun i
helt godt Humoør. Dagen efter og næste Dag saa vi
Kahytsskorstenen ryge, og undertiden saa vi et Glimt af Ulf Larsen
paa Ruffet. Men det var det hele. Han gjorde ikke noget
Forsøg paa at komme i Land. Det vidste vi, da vi fremdeles
opretholdt vor Nattevagti. Vi ventede, at han skulde gøre noget, vise
os, hvad han førte i sit Skjold, og hans Uvirksomhed
foruroligede og ængstede os.
Paa denne Maade forløb en hel Uge. Vor eneste Tanke var
Ulf Larsen og det Tryk, hans Nærværelse øvede paa os,
afholdt os fra at gøre noget af det, vi ellers havde planlagt.
Men ved Ugens Slutning steg Røgen ikke længere op fra
Kabysskorstenen, og han viste sig ikke mere paa Ruffet. Jeg
y
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
