Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 275
»Jeg faar dem aldrig rene igen,« klynkede hun. »Og jeg
faar heller aldrig den vejrbidte Hud blød igen.«
»Saa skal den vejrbidte Hud være Deres Hædersmærke,«
sagde jeg og holdt dem i mine, og paa Trods af min Beslutning
vilde jeg have kysset de to søde Hænder, hvis hun ikke havde
trukket dem til sig.
Der var kommet et foruroligende Moment ind i vort
Kammeratskab. Jeg havde behersket min Elskov længe og godt; men
nu beherskede den mig. Oprørslysten og stædig som den var,
havde den allerede faaet mine Øjne til at tale, og nu overvandt
den min Tunge, ja, mine Læber, for de var i dette Øjeblik gale
efter at kysse de to smaa Hænder, som havde arbejdet saa
trofast og saa haardt. I dette Øjeblik var jeg fra Sans og Samling.
Der lød Raab fra selve mit inderste Væsen, der ligesom
Jægerhorn kaldte mig til hende. Og der blæste en Vind paa mig, som
jeg ikke kunde modstaa, en Vind, som tvang mit Legeme, indtil
jeg lænede mig frem mod hende uden at vide af det. Hun kunde
ikke andet end at vide det, da hun hurtigt drog sine Hænder til
sig, og dog kunde hun ikke lade være med at sende mig et
hastigt forskende Blik, før hun vendte sig og slog Øjnene ned.
Ved Hjælp af Dækstaljerne havde jeg ført Faldene frem til
Spillet, og nu hejsede jeg Storsejlet og Kværken samtidig; det
var ikke videre bekvemt, men det kunde lade sig gøre, og snart
var tillige Forsejlet oppe og flagrede for Vinden.
»Vi kan aldrig faa Ankeret op her, hvor der er saa smalt,«
sagde jeg. »Vi vil støde paa Klipperne.«
»Hvad kan vi da gøre?« spurgte hun.
»Slippe det,« svarede jeg. »Og naar jeg lader det gaa, maa
De gøre Deres første Arbejde ved Spillet. Jeg maa nemlig straks
Jøbe til Rattet, og samtidig maa De hejse Klyveren.«
Denne Manøvyre havde jeg gennemtænkt mange Gange, og
jeg vidste, at Maud vilde være i Stand til at hejse det absolut
nødvendige Klyversejl, naar Faldet blev fastgjort til Spillet. En
frisk Vind blæste ind i Vigen, og skønt Vandet var stille,
krævedes der hurtigt Arbejde for at slippe sikkert ud.
Da jeg slog Heksbolten ud, raslede Kættingen gennem
Klydset ud i Søen. Jeg styrtede agter og lagde Roret op. »Ghost«
syntes at blive levende, idet den gik fremad for den første
Fyldning af Sejlene. Klyveren hævede sig, og idet dette Sejl fyldtes,
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
