Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
hans Kræfter godt nok, thi det var alid Hvidtand,
som blev Sejrherre. En Dag blev der sendt 3 Hunde
ind til ham lige efter hverandre, en anden Dag blev
en udvokset Ulv, lige indfanget i Ødemarken, kastet
ind ad Døren, og en tredie Gang blev to Hunde paa
een Gang jaget imod ham. Dette var hans haardeste
Kamp, og da han til sidst havde dræbt dem begge,
var han selv halvdød af Saarene og Udmattelsen.
Ved Aarets Slutning, da Sneen begyndte at falde,
og Grødisen drev ned langs med Floden, løste Smith
Billet til sig selv og til Hvidtand fra Yukon til
Dawson. Hvidtand var efterhaanden bleven kendt
over hele Landet under Navnet „Den kæmpende
Ulv“, og Buret, i hvilket han stod paa Damperens
Dæk, var for det meste omringet af nysgerrige Mænd.
Til Tider rasede og snærrede han mod dem, men
til andre Tider laa han ganske roligt og stirrede med
koldt Had paa dem. Hvorfor skulde han ikke hade
dem? Han spurgte aldrig sig selv om Grunden
dertil, han kendte kun Hadet og fordybede sig stadig
mere og mere deri. Livet var blevet et Helvede for
ham. Han var ikke skabt til den Indespærring, som
vilde Dyr maa underkaste sig i deres Samvær med
Mennesker. Og dog var han nødt til at finde sig
deri. Menneskene stirrede paa ham, stak Stokke ind
mellem Tremmerne for at faa ham til at snærre og
lo saa af ham til sidst.
Hvis Smith var en Djævel, saa var Hvidtand
det lige saa fuldt, og disse to rasede uophørligt imod
hinanden. I gamle Dage havde Hvidtand været
klog nok til at bøje af og underkaste sig den Mand,
som havde en Kølle i Haanden, men saa klog var
han ikke mere. Alene Synet af Smith var nok til
at sætte ham i det vildeste Raseri. Hver Gang
han var bleven drevet tilbage med Køllen, vedblev
han at knurre og vise Tænder, og selv om han var
bleven pryglet nok saa frygteligt, saa svarede han
dog altid med at knurre, og naar Smith til sidst gav
tabt og trak sig tilbage, saa fulgte Hvidtands truende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
