Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXX. Guld og grønne Skove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Hun skimtede i det fjerne blinkende Vand.
Toget standsede.
Hun var ved Begyndelsen til de store Søer.
Skulde Eventyret nu først begynde?
Dampskibet kaldte højlydt, og Skovene svarede.
Passagererne gik om Bord, Helene med.
Og Dampskibet gled frem gennem Søen, der til
begge Sider var kranset af store Skove.
Vilde de lukke sig om hende, vilde de drage
hende til sig og tage hendes Liv?
......Men det var jo dem, hun nylig længtes
mod.
Og oppe i Värmlands store Skove boede jo
Veninden, der havde kaldt paa hende!
Nu lagde Dampbaaden til ved en lille By.
Kaptejnen fortalte, at her var Anders Fryxell,
Digteren og Historikeren, død som Præst, han, der
havde digtet Sangen om »Värmeland, du sköna!«
Ja, her maatte man kunne digte, drømme og
— dø!
Her maatte være Fred, her mellem de hvide
Birke, der skinnede som tindrende Sølvsøjler i
Naturens store Kirke!
Og nu gled Skibet over til den anden Bred.
Her var der elsket og drømt, lidt og levet,
sværmet og handlet, jublet og sunget, saa det gav
Genlyd i Digtningens store Skove.
Fra det hvide Slot deroppe var Sagnene fløjet
som store, stolte Fugle over Land og Vand.
Nu sejlede man ind i den større Sø.
Højere Fjælde med uendelige Skove til begge
Sider. Markerne blev sjældnere og Husene færre.
Helene indsugede med Øjne og Øren alt
omkring sig.
Hun vilde saa gerne være glad.
Ja, hun maatte være glad.
Hun var jo glad!
For hun havde Grund til det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
