Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 2. Januar 1897 - Kitty Kjelland: Thomasine Lie (med Billede) - Jacob B. Bull: Næverkont-Ola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og Friskhed, blot befæstet og beriget af en rorende
Taknemlighed for, hvad hun daglig havde været for
ham. Garborg siger om den i sin Bog »lonas Tie«:
~Det var hverken mer eller mindre end en stille Covsang
om Kjærlighed« Saa Kl. x om Natten, de andre
Gjæster var gaat, og vi stod der sammen, ringer det
paa Entreklokken Dette var næsten fælsligt, og vi gik
alle hen for at lukke op. Udenfor stod en gammel ZNand
med en Tygte i Haanden det var Telegrafisten selv,
som kom med det sidste Telegram. Han var vel nys
gjerrig efter-at se disse rare 2Nennesker, over hvem der
var væltet en saadan Flom af Telegrammer.
I sin ZNands Urbeide har Thomasine Tie havt en
stor Del med. lonas Tie skriver selv i »samtidens
Festskrfft« 1893 »Hun kunde visseligen gjerne uden der
skede noget überettiget Tiltag, have sit Navn med som
UTedarbeider paa Titelbladet.«
Thi de har jo begge det Tieske Kunstnerblod i sine
Aarer, som for Thomasine Ties Vedkommende kanske
havde faat sit Udslag i 2Nusik, hvis hun ikke havde faat
fuld Anvendelse for sine Evner i Samarbeide med sin
Ukand Naar lonas Tie havde en Bog under Arbeide,
var de begge to indestængte fra Ukorgen til Uften. . Og
havde vi faat Thomasine ud i Salonen til en Samtale,
saa varte det ikke meget længe, for lonas stak Hodet ud
af sin Der og raabte: »Thomasine.« "
Næverkont-Ola.
Af
glacob F- Hatt-
et·var en mild, sneyrende Novemberdag Storm
havde raset gjennem Skogene Dagen før
og gjort det snebart i de tunge Furukronerz
nu var den stilnet, og Vinteren havde atter
taget sat paa sit tause, barmhjertige Arbeide.
Tunt som et bævende Tæppe af Dun laa
Nysneen mellem Træstammernez varm og lubben stod
Skogen under sin drivhvide Vinterdragt; men i yrende,
muntert Ukylder kom Sneflokkerne flingrende som et Hav
af kjølig Fjær fra den graanende Tuft. Saa tån did op
i Sneyret, fik ån den forvildende Fornemmelse af Uende
lighedens skiftende Mangfoldighed, dybere og dybere ind
i Dødens kjølige Træthed; faldt der en Sneflingre paa
Kind eller Haand, kjendtes et fint lidet Stik, som straks
blev varmt; saa smelted det hele til en kold Draabe, der
ikke magted flyde bort, men blev staaende, til den tør
ked eller blev strøgen af. ·
Frem over de smale Tømmerveie var det ødt og
stilt. Ikke et Vingeslag af flygtende Fugl,»ikke et Spor
efter Hare eller Rævz en kunde tro, at alt Tiv var dra
get for aldrig mer at komme tilbage.
V-
( )
W
Jnd over den smale Sti til Harsjovoldbua var der
alligevel et Spor; Spor efter, at Folk havde gaaet, halvt
igjensneet længer nede,""" men færskere, eftersom en kom
dybere ind i Skogen. Og var Du naaet Haarrænn-
Svingen, saa Du, at her havde nys gaaet Folk, et bredt,
stærkt Spor, som endnu stod skarpt efterJHæljern og Fod
saalez og gik Du fort videre frem, fik Du se ham frem
ved Sjoen, med Næverkonten Paa Nakkenijævnssstø
2Narsch, af og til standsende for at se sig om med denne
eiendommelige usikre Fornemmelse, som altid følger den,
der træder nye Spor paa tilsneede Vinterveie. Det var
Næverkont-Ola, som skulde paa Tomnierhogst i Harij
fkogen. -
:3:
ti-
ki-
Næverkont-Ola var Solung og havde bare været
et Uar der nord i Dalen. Han var Søn af en Hus
mand og omkring treti Uar gammel; men endda
var der faa i hele Glommens Dalføre, som ikke kjendte
ham af Navn eller af Omtale. For der var ikke det
Dalføre, hvor han ikke havde været med paa Flødning,
ikke den Skog, hvor han ikke havde hugget Tømmer,
og overalt, hvor han for, gik der det Ord efter ham,
at om nogen kom godt og vel fra sine Kontrakter, saa
var det Næverkont-Ola.
ZNen saa drev han det da heller ikke paa samme
Vis som andet Skogfolk der i Dalene. Uldrig tog han
anden Mands Tjeneste, men gjorde altid Ukkord paa
egen Resiko, leied saa Folk med sig og drev selv som
haardeste, til alt var færdigt, hvad det gjerne blev længe
før fastsat Tid.
Kjendt i Skogen var han som faa, og nøie for han
den over·,· før han tog noget paa sig; men havde han
først taget Ukkord, drev han som den skinbarlige Onde,
ved ZNorgen og Kveld, i Stygveir og Godveir det
blev ham lige fedt.
Paa slig Vis vandred han fra Dal til Dal, fra
Bygd til Bygd, altid med Næverkonten paa Ryggen og
Tømmerøksen blanksleben opi.
Gjennem alle Dalene havde de da ogsaa et Ordstø
efter ham. For det første, han sagde og spurgte om,
naar han kom til et Sted, hvor han ikke før havde været,
var gjerne:
~Er de mii Skog her i Bigden«? «
Og naar nogen siden var-nysgjerrig eller paa
gaaende, fik han gjerne til Svar:
»Er de mii Skog her i Bigden«, sa’n Næver
kont-Ola.
Naar sde hærmed dette Nordbygderne opover, saa
var det ikke frit andet, send at de havde et lidet Had til
denne driftige Solung, som altid laa dem i Veien, hvor
de største og bedste Ukkorder var, og Opnavnet, de gav
ham, Næverkont-Ola, var nu ogsaa ment som Haan;
for endda han nu i mange Uar havde gaaet fra Ukkord
til Ukkord og altid tjent Penge, kunde han ikke som
andet skikkeligt Folk lægge sig til ZNadskræppe og ordent
lig Vinterlue, men gik der med Næverkonten paa Uks
len og Skjoldluen paa Hodet baade Vinter og Sommer.
Hvad de færreste kanske vidste,var, at i den Næver
konten, som Ola aldrig skilte sig fra, var der et Gjemme
inderst inde, og der laa Regnskabsbøger og blaa Bank
bøger, baade med Sparebanken paa Tønset og Spare
banken paa Hamar, og det, som stod i dem, var opmod
det tredie Tusinde Daler. Men fremved laa da ogsaa
Surmysmorbollen og Ihoplagtbrødet ved Siden af den
gamle, slidte Smørøsje og noget g·ulnet, gammelt Kjød
De andre, som laa i Tømmerhogsten, havde gjerne
2 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
