Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 2. Januar 1897 - J. Nicolaisen: Lad Børnene faa være Børn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lad Børnene faa være Børn.
ni Folk, som er blevet lastefulde, oplyses det
ofte, at de er opvokset i mørkt pietistiske Hjem.
» Det samme faar man kanske endnu oftere høre
om Folk, som er bleven aabenbare Gudsfor
negtere eller Gudshadere. De, som fortæller
det, har tydeligvis den 2Nening, at der er en
Aarsags- og Følgeforbindelse mellem de to Foreteelser.
Og det har de ganske vist ialfald - Ret til at
mene. J min Barndom havde jeg god Anledning til
at se (ikke selv erfare), hvorledes det tager sig ud i saa
danne Hjem. Der var mange Pietister i Bygden, og det
af mørkeste Sort. Adskillige af dem, kanske de fleste, tvang
sine Børn til at sidde inde hele Søndagen og enten høre
gudelig Læsning eller selv hænge over en Andagtsbog.
Jeg nævner dette ene, fordi det var dette, som den
gang gjorde det sterkeste Indtryk paa mig. Kanske er
det ogsaa et af de mest betegnende Træk i den pietistiske
»Opdragelse til Gudsfrygt«.
Jeg syntes hjertelig Synd paa Gutterne og Jenterne,
som maatte sidde der og sture hele den lange, deilige
Søndag, medens vi andre legte og var glade.
Hvor mange af disse Børn der senere er blevet
Gudshadere, ved jeg ikke; jeg har desværre tabt dem af
Syne omtrent allesammen. Men at mange af dem —-
jeg tør jo ikke sige alle var det dengang, det er sikkert
nok. Og slemt nok, skulde jeg mene.
Ja, for Børnene er da ogsaa Ulennesker, og er
Gudsfrygt (Gudskjærlighed vilde jeg heller sige, men det
Ord har vel ikke Hævd) en god og umistelig Ting for
Ukennesket, saa er den det vel ogsaa for Barnet. Hvor
for spørger vi saa ofte bare efter, hvordan det gaar senere?
Som om Barnets Liv ikke havde noget at betyde i og
for sig!
Disse Børn maatte jo komme til at hade Gud og
det, som hører ham til. Hvorfor? Mon fordi det særlig
er Barnet imod at vende Sind og Tanker mod ham?
Ja, det træde nok Forældrene, naar de saa, hvilken Ulyst
de tvungne Gudfrygtighedsøvelser vakte. Havde nogen
spurgt dem, saa havde de vist uden Betænkning svaret,
at Børnene langt heller beskjæftigede sig med Djævelen
end med Gud. Derfor maatte der Tvang til. Men de
tog feil i dette som i saa mangt andet, og Ordet ~Guds
Rige hører saadanne til« førstod de vel paa sin egen Vis,
dersom de i det Hele tænkte paa det.
Mange synes tro, at Ulykken stikker i, at den »Vild–
skab«, som ethvert Ukenneske fra Barn af har sin Portion
af, ligesom samler sig op og fortætter sig, naar den ikke
faar Afløb i Barneaarene.
Dette er dog en meget overfladisk Antagelse, i sin
Grund ikke saa særdeles meget bedre end pietisternas-.
Den ene som den anden anser Barnets Livstrang og Be
vægelsestrang som noget ondt. Forskjellen er, at den ene
mener, dette Onde bør hemmes og kues, medens den
anden mener, det bør faa rase ud.
Men Tvangen da? Jndestængtheden og den uaflade
lige Stillesidden? Ja, det er et meget vigtigt Punkt.
En saadan overdreven og naturstridig Tvang straffer sig
paa mange Maader og ikke mindst derved, at den avler
Modvilje mod det, som er dens Aarsag eller staar i For
bindelse med den.
Og ethvert Barn behøver Glæde. Faar det ikke
denne Naturtrang tilfredsstillet, saa bliver det usundt paa
Sjælen. Det er lige saa sikkert, som at Planten trænger
Lys og Varme for at udvikle sig sundt. Pietisterne ansaa
Glædetrangen for et Udslag af den nedarvede Synd og
satte i Guds Navn Bom for dem. .
ZNen det værste, det som vist mere end alt andet
bidrog til at avle Gudshadet hos Børnene, det var, at
de maatte beskjæftige sine Tanker med saadanne
Forestillinger om Gud, der er Barnet som saa
dant helt fremmede og frastødende
Den pietistiske Far og ZNor fandt en Slags Glæde
- indbildte sig det vel ialfald - i at lade fine Tanker
og sin Indbildningskraft kredse om ~Gud, den fortærende
Jld mod Synden-O om sin egen ~dybe Fordærvelsen
~fortabt og fordømt til den evige« Død«, om Straffens
~Pøl og Pine« jo rædselsfuldere udenalet, des bedre —,
om Jesus som den, der blev ~slagtet for vore Synders
Skyld« o. s. v. Og fandt de ikke Glæde deri, saa fandt
de det i ethvert Fald nødvendigt til Sjælens Frelse; de
tvang sig selv til det. ·
Jkke faldt det dem ind, at man ogsaa kan forestille
sig Gud ·og det, som hans er, ganske anderledes, og end
mindre faldt det dem ind, at Børn maa faa Lov til at
forestille sig ham ganske anderledes, dersom de skal faa
Lyst til at være hans Børn. Havde nogen sagt dem, at
det er den rene Umulighed at faa et sundt Barn egentlig
overbevist om ~Naturens Vanart, dybe Fordærvelse og
onde Tilbøielighed-O at bringe det til at føle ~Syndenød«,
til at tragte og hige efter Frelse fra Synden o. s. v., da
havde de vel slaaet Kors for sig og lagt end mere
Vind paa at redde Børnene af Satans Klør og ~opdrage
dem for Gud«.
Der var ikke Spørgsmaal om andet: Barnet maatte
tvinges til at fylde sin Sjæl med de samme mørke Fore
stillinger, drage dem frem op og op igjen, uafladelig;
høre og læse haardkogte Følgeslutninger og Udviklinger
paa Grundlag af disse Forestillinger, bede lange, lange,
i Form og Ordelag hede Bønner om noget, som de slet
ikke begjærede, medens der aldrig kunde blive tale om
at bære et barnligt Ønske frem for den himmelske Fader.
Man vilde, kort sagt, med Vold og Ulagt bringe
Børnene til at fatte, føle og tænke som Voksne, det
var den store Ulykke.
Ja, det var nu den pietistiske ~Opdragelse til Guds
frygt«. Vi dømmer den som meget uforstandig og for
dærvelig og har ingen bedre Undskyldning for den end
netop Udøvernes Uforstand. ~De vidste ikke, hvad de
gjorde«. «
Men vor egen ~forstandige« og omhyggelig plan
lagte Religionsundervisning lider ikke den gjen
nemgaaende af den samme HovedfeilP
Der er mange, som har erkjendt, at Religionsunder
visningen, som den var ~før i Tiden«, var meget übarnlig,
og som har stræbt at gjøre den mere barnlig, navnlig
ved at reformere Lærebøgernes Sprog, ved at udelade en
hel Del Begreber og Begrebsbestemmelser o. s. v.
Nye Lapper paa det gamle Klædebonl Man driver
fremdeles paa med at ville faa Børnene til at forestille
sig Gud og ~Mennesket« i sit Forhold til ham saaledes,
som kun den Voksne kan det, at drage Slutninger af
Erfaringer, som Børn umulig kan eie, i det Hele at er
kjende, hvad Børn umulig kan erkjende, netop fordi de
er Børn, ikke Voksne. s
Man søger nye Udgangspunkter for den gamle Lære
bygning og opnaar derved kun at gjøre den mere vaklende.
At vente med Lærebygningen, indtil den Alder og
Udvikling er naaet, som er den absolute Betingelse for,
at den virkelig kan bygges op i det unge Ukenneskes egen
Erkjendelse, nei det tør man ikke. Og saa længe man
8 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
