Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. Lørdag 9. Januar 1897 - W.: Dagmar Walle Hansen (med Billede)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dagmar Walle Hansen.
Zsseg saa hende første Gang som liden Pige. Hun
IRC Had paa sin Mors Arm, mens-· en af 05 ældre
7(» Smaapiger spilte .Piano. De musikalske Præ
stationer var meget tarvelige vi havde i det
· høieste drevet det til ~Karnevalet i Venedig« eller
~Regimentets Datter« dengang-og man kunde jo heller
ikke vente, at det lille toaarsgamle Barn skulde være
nogen kræsen Skjonner. Men Sang for Musik havde
den sLille allerede da. Hun lyttede til Tonerne som til
en kjær Stemme, Øinene lyste,
Hænderne bevægede sig i
Takt med 2Mtsiken, og de
barnlige Læber stammede:
deiligt ! deiligt l
Vi forundrede 05 alle.
Hvad gik der dog af Barnet
—p.
sk-
Jeg saa hende igjen som
tolvaarsgammel Skolepige
Sporsmaalet var forlængst
besvaret: Dagmar var født
til Musik. UkorenS medfødte
musikalske Begavelse var gaat
i Urv til Datteren, og Kapi
talen havde her afkastet heie
Renter. Den spæde Spire var
bleven fredet og pleiet af en
førstandig ZNorS Haand, inden
Hjemmets lune Vægge, fjernt
fra Verdens profane Berørelse,
havde den udviklet sig og
skudt Knop, og Knoppen stod
nu bristefærdig: Kunstnerinden
var i sin Vorden.
Det var ikke længer vi, som nu var unge Piger paa
seksten, der denne Gang byttede Plads ved Pianoet. Vi
veg alle i Ærbødighed tilside for Skolepigen, den
barnlige, fordringslose Skolepige med den store kunstneriske
Begavelse. Thi et Barn var den unge Kunstnerinde
fremdeles, et Barn, lys i Sindet, rask i Tanken, og med
l«ele Barnealderens skjønne, sorgfrie Skjær over sig.
Og slig som hun spiltel Det var et Jmpromptu,
og der var baade sLiv og Kraft i Udførelsen. Det lette,
sikre Unslag og den aldeles forbausende Fingerfærdighed
gjorde sig gjældende allerede dengang, Tonerne var fodte
i hendes egen Sjæl, og hun bar dem frem paa Rythmens
og Teknikens Vinger, saa de hulkede og lo om hende.
Den unge Kunstnerinde var tabt for Selskabet. Venner
fra et andet Rige havde slaat Fylking om hende, og
det var først da hendes -Mor for anden Gang talte til
hende, hun vendte tilbage til Virkeligheden - ~Dagmar,
vi er budne tilbords-A
si-
~Det Zlkenneske hvis Lod og Del er Kunsten, er som
den pragtfulde Blomst, der udfolder sin Herlighed midt
under Høstens barske Storme. Hvor Stene lægger sig
hindrende iveien for andre, der aabner sig for ham det
skjønneste Rige, der ligger foran ham Skatte, som ingen
Røst formaar at førstyrre, og han er rigere og gladere
end alle Verdens Rige og Mægtige«. ·
Saa udbryder den tyske Digter Victor von Schessfel
Og han har Retl lalfald
til en vis Grad. For den
sande Kunstner, for den der
baade som Ukenneske og som
Kunstner har faat Tid til at
udvikles og modnes til et
harmonisk Hele, for ham er
Dørene aabne til et andet Rige,
et Skjønhedens Rige, hvor
Gud selv bor. Over ham
maa der ogsaa være Skjønhed
og Harmoni, thi i Kunsten,
saaledes som den arter sig
naar den har faat udviklet sig
i god Retning, ligger Spiren
til meget af det gode, sande
og store som er i Verden.
Det var med en levende
Følelse af, at Kunsten havde
udviklet sig i god Retning, jeg
gjensaa Frøken Dagmar Walle
Hansen, da hun i Høst holdt
sin Konsert i Logens store Sal
her i Kristiania. Den friske,
sjælfulde Tone, der syntes at
vibrere gjennem al hendes
Musik, og at være blevet et
med hele hendes Personlighed,
virkede næsten endnu mere velgjørende end den aldeles
fuldendte Udførelse af Griegs U-moll Konsert, og
den ligefremme Naturlighed syntes ikke at have lidt under
al den Hyldest der saavel ude som hjemme var blevet
hende tildel. « «
Jeg drog i Tanken tilbage til den Dag, da hun
sad paa sin Ukors Urm og lyttede til Musikens Toner.
Hun var Barn dengang; hun var voksen Kvinde nu.
Men Barnesindet lyste ud af den voksne Kvindes Unsigt
og talte om, at det var ved det hun var bleven bevaret
som Menneske og som Kvinde. ·
NT
W.
st
-."« diss-»
s . ’· . «A.z
» »...-.-,x·. z-
Ox. ·: W .-«-.
.», » ·. ,
x . « s« s·.
" W ,
Ts- .
· VW k.« « Ik- « « ’
. ~ —.. - ts—·:-"-.«– « ·
– v dys Ox» » . . ·
- fz .-«.,.-. , x : -
QZ - . « " - -
,»;;s!-cj— . . -« s «
Aser , s. ««·· . «
kk- : » » is. « » :
:·s » s- - i x« " .·«« -
IF 3 -
.. . t« s -
» » . « - . ««»»s IF ,
: - - ) ·· . :-
’e«« T
- Exåsk W .« - , «r
· «s«k3k -
sgixpi - , »2» · .
«. «ka IF « NE , ·» ’
..-;k kystij - N · « H, .
NTF-IT z- - « » sp
·»—·»» -—– » » · kszzkss · · ; v .
~«,.«—-;- « -»—.-»«—««-s:«.·« —.«"« «-. .- -. «:
·:. ·" ! ) Hz-
URD 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
