Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 16. Januar 1897 - Helene af Montenegro, Kronprinsesse af Italien (med Billede) - Jacob B. Bull: Næverkont-Ola (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dans, ~Folkedansen«. Foruden de Kundskaber hun har
erhvervet sig paa Jnstitutet i Cettinje, har hun i sit Hjem
modtaget UnderviSning af fremmede Tcerere og Lærerinder,
og er godt hjemme i Fransk, Serbisk, Kusstsk, Ukathematik
Haandarbeide og - HuSholdning Som hele den mon
tenegrinske Fyrstefamilie er hun meget poetisk anlagt og
har allerede sendt mange Smaadigte ud i Verden. I et
af disse: Hvad den unge Kvinde ser, tolker hun
sit unge Hjertes skjønneste Hemmelighed i følgende Ord:
Naar den unge Kvinde Øiet lukker
ser hun dog det skjonneste paa Jord
ham hvorefter Sjælen sagte sukker,
og hvis Billed dybt i Hjertet bor.
Ham hun ser, og Hjertet stille hier-er,
aabner sig og op mod ham sig hæver,
mødes af det samme skjønne Krav —-
cherlighed for Kjærlighed hun gjerne gav.
Og nu har hun mødt haml Ham som hun skrev
og sang om, og om hvem hun drømte i de lange, lyse
Sommernætter. Hun har mødt ham, og efter mange
Vanskeligheder er de nu forenet ved Ægteskabets hellige
Baand.
Det var i Venedig de første Gang saa hinanden.
Den 2?-aarige PrinS Victor Emanuel, engang en bly,
vek Vugling, havde udviklet sig til en kraftig, viljesterk
Mand, som hverken lod politiske eller dynastiske Hensyn
være bestemmende ved Valg af Egtefælle. Det Ulbum
med Portrætter af disponible Fyrstedotre, som Crispi,
med let gjennemskuelige Hensigter, havde forelagt ham,
var uaabnet havnet i en Krog af Bibliotheket. Prinsens
Hu stod ikke til sligt. Asken da han lærte den skjønne
prinsesse Helene at kjende, var hans Valg gjort.
, Ved Keiserkroningen iZNoskva traf de unge Elskende
hverandre paanyt, og her kom det til en endelig Afgjørelse
Der var nok af Hindringer. Helene maatte afsværge
sin gamle Religion, og hun vidste, at det vilde blive en
Kilde til dyb Sorg for hcndes Folk. Desuden havde
Jtalienerne altid ønsket, at deres blivende Konge skulde
dele Tronen med en Prinsesse af keiserlig eller kongelig
Byrd, mens paa den anden Side Montenegrinerne med sin
Stolthed og udprægede Selvfølelse syntes, at deres Helene
var altfor god til at blive Herskerinde over et Folk, som
altid har faat Bank af andre.
ZNen alle Hindringer maatte vige. Kong Humbert
og Dronning 2Nargareta, som førstod, at det gjaldt deres
eneste Søns Lykke, gav sit Bifald, Keiseren af Rusland-
ZNontenegros høieste Beskytter, tillod Prinsessenat gaa
over i den romerske Kirkes Skjød, og Helene af Mon
tenegro er idag Kronprinsesse af Jtalien og Prinsen af
Neapels lykkelige Gemalinde.
L-
Næverkont-Ola
Af
Jacob EP Bull
(Slutning.)
et var ikke frit for, at Næverkont-Ola havde
ondt for at følge med i den rivende Udvikling,
som Forholdene tog op over de øde Ofterdals
bygder i de store Tømmersvindelens Aar.
Og det var ikke frit for, at han begyndte at
staa for Bygdens Ungdom som noget af en underlig Skrue.
ZNange blev de Fortællinger, som Bygdekritiken vidste at
berette om ham, og hænde kan det nok ogsaa, at Digt
ningen lagde sit til.
Asken hvordan det nu har sig med dette, saa skal de
dog her fortælles, slige som Bygdesagnene har be
varet dem. ·
.:.
.«·
- Der var stor Fest paa Storstad, der Næverkont-Ola
skulde modtage Kongen. Han havde faat sat igjennem,
at han og ingen anden skulde have den Ære, dels fordi
hans Gaard laa saa urimelig bekvemt til, lige ved Jern
banen, dels fordi han jo havde den største Stue og det
sineste Pragtslot i hele Dalen. "
Det var Høstdag, og paa Storstad var alt i sineste
Puds. Den uhyre Stue var pyntet med Flag og Grønt.
Dørene indover alle Sideværelser stod aabne, saa en kunde
se tvers igjennem hele Bygningen.
Næverkont-Ola, eller som han nu hed, Ola Stor
stad, stod i sineste Puds ved Grinden og tog mod Kon
gen, da han kom.
~Du faar væra velkommen hit aat Dalen«, sagde
han og rakte Næven frem.
Kongen takkede. Saa sig saa rundt paa Gaarden
og sagde, idet han vendte sig mod Næverkont-Ola:
~Her lever du jo som en Herremandl«
~Mest som ejn Konge Gut«, svarede Næverkont-Ola.
Kongen smilede. De gik ind. Kongen beundrede de
uhyre Rum.
~Ja, staa nu du her, saa ska je gaa inøver der,
saa ska du sjaa, aa liten je bir«, siger Næverkont-Ola
og vil drage ivei.
Da lo Kongen. ~Det behøves ikke, det ved jeg
alligevel-O siger han. Hans Følge ler sig imellem.
De satte sig tilbords.
~Naa lyt du eta det, du aarker det er nok taa
di«, siger Næverkont-Ola, da der bydes.
· Kongen smiler og lover at gjøre sit bedste.
Ester Bordet serveres Cigarer, Kongen tar en
nølende. Han er nok ikke sikker paa Varens Kvalitet.
~Nei ta fler ta hele Kassa«, siger Næverkont-Ola.
Som de efter Ukaaltidet sidder i den store Stue, faar
Kongen se, at der paa hver Side af Jndgangsdoren staar
et Pianoforte.
~ZNen min kjære Ola, hvorfor har du to Piano
forter«? spør Kongen.
~Ua du vet, det lyt væra Symmetri«, svarer Ola."
I Uftenens Løb kom Udlandet paa Tale, og Ola
Storstad, hvis Kjæphest det var at fortælle om sine
Udenlandsreiser, kunde heller ikke den Aften tie stille.
~Har du vøre i Paris du da P« siger han til Kongen.
Jo, Kongen havde da det.
Ja, større By skuille Du fuilt ailler ha sit, begynder
Næverkont-Ola. ~Kjørde je itte med in Kusk ejn heil
HD
22 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
