Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 16. Januar 1897 - Jacob B. Bull: Næverkont-Ola (Forts.) - J. Nicolaisen: Svar til en Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dauz mein indda kom je itte tvert gjennem Byen. Aa
Du vet, aa de hadde vørte taa mei, hadde je itte sit, det
det sto Paa i diger Støtte ~Vendome«. .
~Naa lyt du snu«, sa je aat Kuskønez før her staar
det ~Vendom«, aa da reser itte je længer-A
Stor Latter paa hans Akajestæt og det hele Følge.
~Jamænd skjønte’n mei lelz døm er svære teil aa
lære Sprok der i paris. Neggu trur je itte Smaaguta
vor mer heil ijn sex sju aar; mein jamæn snakka døm
fransk bære saa det staa etter. Det værste er det me
Ukaten Dom hadde naae, døm kaldte ~Menu«, men
itte fekk je smaakkaa naae taa di. ZNen saa vart je sint
aa saa rekvirerte je hele Spiseseddelen. Det skjønte døm.
Aa da fekk je nok«.
Hans Akajestæt og de øvrige Gjæster søgte efter disse
Oplysninger ud i det Frie og Ola fulgte med.
~Har Du sit Fjøs med lernbane ti?« spør hanKongen.
Nei, det havde Kongen ikke.
~Ja saa ska du faa sjaa det her«, svarte Ola.
Og enten Kongen vilde eller ikke vilde, gav Ola
sig ikke, før han havde vist ham hele Jndretningen, der
forresten var noksaa praktisk baade for Fodring og
Gjødselføring.
~Sligt naae ska Du lægge dei teil, Du, som Konge
er«, sagde Ola, da Kongen sov udenærket i Ola Ufor
stads Senge, der for Anledningen var bestilt fra Kristiania,
og da han næste Dag drog tilfjelds til det store lagtslot,"
havde han mere end ån munter Stund. Thi Ola fulgte
med og gav ham i korte, drastiske Drag en Fremstilling
af hele sit Liv, lige fra. han gik med Næverkonten paa
Ryggen og hug Tømmer i de isnende Skove og indtil
nu, da han sad som en Konge paa sit eget Slot her oppe
paa Vidderne.
~Her regjerer je«, sagde han, han stod paa den aabne
Sval og pegte ud over Dalen.
Kongen mente, der kunde være dem, som ikke var
saa lette at styre her i Bygden heller.
~Aa, naar ijn har Penger, saa gaar det«, siger Ola,
~Du har fuilt nok taa døm Du au«?
Kongen mente, han altid havde saa han greide sig.
~Ja, før skuille Du tronge, saa kom bare aatmei«
sagde Ola trohjertig og tog Kongen i Haanden.
Kongen takkede-
Der blev jaget i flere Dage, og Vildtet var ikke det
mindste. Der var Elg, ja til og med Bjorn iblandt. ·
»Ailler hadde je trudd, det Du var saapas teil Kær
det Du kunne skjøte ejn Bjorinebil«, siger Ola.
~Je har hørd det, disse Kongan itte ska væra stort
tes,« føiede han til. ~U«(ein jammænd er Du likere leil Du
heil Orde gaarl« .
Kongen føler sig øiensynlig smigretog tar med mange
Taksigelser farvel. -
~Hils Dronningen dine da«, siger han ved Grinden.
~Har a Hau paa dei, saa er a vælkommen ho au. Skjønt
de er itte rart aa ha· Kvindfolk me sei i Fjela«.
Kongen takkede paa Dronningens Vegne og forlod
Storstad Jagtslot og Storstad Gaard med et nyt og ganske
originalt Indtryk af Civilisationens Indflydelse paa den
norske Folkekarakter.
Uken til hver eneste 2Nand, som kom i Besøg paa
Storstad, fortalte Ola hvilken gement Ukand Kongen var,
og hvor koseligt de havde havt det sammen.
:k:
.:.
ki-
Ola Storstad blev gammel. Hans Børn voxte op
og blev indgiftet i Dalens rigeste Familier. Men da han
saa høit oppe i de sytti døde, fandt de mellem hans
hemmeligste Gjemmer blandt kostbare Sager af Guld og
Selv en gammel rusten Tømmerøx, og oppe paa Rømnen
stod inderst inde en støvet Næverkont med dobbelt Bund,
den Næverkont, som gjennem mange slidsomme Aar havde
skabt Familiens Rigdom.
Det var det underlige ved Ola Storstads lordfæstelse,
at Hustruen ikke fulgte Følget· Hun sad stur og taus
borte i Skogen ved Gaarden og vilde ingen se. Aken
før Maaneden var slut gik hun tilsengs og reiste sig aldrig
mere. For hende havde Livet ved hans Side været som
en Æventyrdrømz nu da han var borte, maatte Livet
ogsaa blive forbi.
Svar til En Moder.
et er med Hjertens Lyst og Glæde, jeg svarer
Dem, Frue. For det første er Deres Spørgs
maal fuldt berettiget. Jeg tror, det var bra,
De kom med det. For det andet kom det saa
smukt Saadan skal det være. Faar vi her
ißladet Diskusstoner baade om det ene og
det andet af Tidens alvorlige Spørgsmaal - aa ja, gjerne
om de mindre alvorlige ogsaa ———, og føres de i det Spor,
som De har traadt, saa skal visselig baade Bladet og
dets Læsekreds staa sig paa det.
Og i Grundsynet er vi fuldstændige enige, ser jeg.
Vi to vil nok komme til at førstaa hinanden.
Io Tidsaandens sterke Higen og lagen efter indi
viduel Frihed medfører en stor Fare for vor Ungdom,
derom er jeg ikke i ringeste Tvil. Og visselig er det
nødvendigt, at vi Opdragere - i Hjem og Skole giør
vort bedste for at hindre, at Tidsaandens Strøm fører
de unge i Fordærvelsen, navnlig Gudløshedens Elendighed.
Men jeg kan ikke være med paa at betragte Tids
aanden i det hele eller det nævnte Drag i den som en
Fjende. Lad os ikke prøve at stoppe den mægtige Strøm.
Det vil ikke nytte, og det vilde heller ikke være bra. Thi
den samme Strøm, som de eier de Kræfter, der kan føre
i Fordærvelsen, den eier ogsaa de sterkeste hjælpende
Kræfter.
Ikke søge at stoppe Strømmen altsaa, eller at holde
de ringe LNennesker überørt af den, men søge at beskytte
den mod dens Ødelæggelse og at udnytte dens Kræfter
til deres Gavn.
leg retter ikke disse Ord imod Dem, bedste Fruel
De har’ jo slet ikke betegnet Tidsaanden eller dens Fri
hedsstræben som Fiende blot de Udskeielser, den let kan
føre til. Men netop Krigen mod disse Udskeielser føres
ofte som en Krig mod Tidsaanden; det er det, jeg anser
for rent galt. leg gaar lidt videre, mener nemlig, at
vi ikke skal slide op vore bedste Kræfter i Krig mod Ud
skeielserne, men bruge dem til «at ophjælpe det gode, hvor
med det onde alene kan overvindes. -
Denne Tidens Higen og lagen efter personlig Frihed
kan unegtelig føre til vild Tøileslø·shed, gold Egoisme,
fortvilet eller forvorpen Gudleshed Aken den kan ogsaa
føre til bevidst, frivillig og virksomHengivelse i Kjærlighed
til Gud og Akedenennesker, til et langt rigere og herligere
Aands- og Hjerteliv end den helt eller halvt übevidste,
blindt underkastende, autoritetstroende Hengivelse, som
hørte en svunden Tid til, og som det hverken vil eller
bør nytte at sukke efter i vore Dage.
Lad os holde os til den foreliggende store Sag: de
unge Akenneskers Gudsforhold. Det er, mener jeg, netop
Ile
URD 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
