Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 30. Januar 1897 - Hedevig Rosing (med Billede) - Rust Roest: Mens Havet stiger (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa samme Vis som normale Bern lærer det, meds-den
Forskjel selvfølgelig, at de skulde »se« istedetfor ~høre«
Ordene henvendt til sig og gjentagne for sig Dagen lang.
Det lykkedes hende at interessere Storthingets Kirke
komite for Sagen, Statstilskud blev bevilget for at Skolen
kunde optage fattige Børn, og efter en Stipendiereise til
Døvelærerkongressen i Milano i tBBO aabnede shun i
Januar sBBs sin lille Skole i Briskeby.f
Men kun et Par Aars Tid fik hun virket uforstyrret.
Gjennemførelsen af den nye Abnormskolelov af so. Juni
1881 stillede saa store Krav til Elevplads ved de for
haandenværende Skoler, at det offentlige krævede Skolen
udvidet til at kunne modtage ca. 80 Elever som det
normale Antal. Planen blev lagt saaledes, at Deling
efter Elevernes Begavelse fandt Sted inden Skolen. Denne
flyttedes derpaa til det vakre Sted ~Højen« ved Ullevolds
veien lige nedenfor St. Hanshaugen, et Sted, der neppe
kan tænkes deiligere og hyggeligere for en Opdragelses
anstalt. Saa gik Gjerningen i nogle Aar i Ro. Men
der hang stadig et Damoklessværd over den, da Autori
teterne helt fra 1885 af omgikkes med Tanken om
at samle alle døve Børn iNorges Land i to store Skole–
komplexer det ene i Kristiania, det andet i Trondhjem.
Fru Rosing kjæmpede frygtløft for sine Jdeer, men det
hjalp lidet, de ledende Politikere af førskjellige Partier
var vundet for den nye Plan, af hvilken Statsmagterne
lovede sig en økonomisk Besparelse for Statskassen uden
Skade for Undervisningen. I 1891 vedtog Storthinget
en Beslutning, der førte til Nedlæggelse af Skolerne i
Kristianssand og Bergen, og dermed skede et fuldstændigt
Brud med hvad der havde været Maalet for Fru Rosings
Stræben; enhver Mulighed for et Familjefkolesystem var
forvist fra Norge i al Fald ved Opdragelsen af andre
Børn end de mest velstillede.
Trods Skuffelsen over ikke at kunne faa udført, hvad
hun saa varmt havde ønsket, saa ihærdigt arbeidet for og
saa inderlig glædet sig til, fandt hun dog altid en dyb
Tilfredsstillelse ved at virke for de Døve. J sin frem
rykkede Alder bevarede hun sin Kraft og en sjelden Grad
af Udholdenhed. Hun kunde begynde tidlig om Morgenen
med det mangeartede Arbeide og holde paa til langt paa
Nat, Dag efter Dag. Men saa var ogsaa Skolen paa
Højen et Mønsterhjem, hvor Arbeidet baade for Lærere
og Elever gik med Liv og Lyst, og hvor den Fremmede,
den tilfældig Besøgende, strax blev fanget ind af den sær
egne Fortryllelse, som sand Hygge og Huslighed breder
omkring sig. Hvert Skoleværelse var en Dagligstue, hvert
Førsamlingsværelse en Stsorstue, Børnene saa velopdragne,
nette og fornøiede, at ingen skulde tro de var baade fat
tige og vanskjøttede af Skjæbnen, og de store lyse Rum
paa Højen saa altid ud som om den Rigmandsfamilie,
som før i en lang Aarrække havde havt sit Hjem der,
fremdeles boede der og brugte Værelserne paa den gamle
Maade; Forskjellen var bare, at Barneflokken var saa
svært talrig.
Uken selv Fru Rosings Jernhelbred maatte lide un
der hendes lernflid. Da hun flere Gange havde været
stærkt angreben af Sygdom, besluttede hun sig til at stanse,
før hun mistede sine Kræfter. Hun tog Afsked fra Skole
aarets Slutningi 1895 og kunde gjøre det med Bevidst
heden om at overlade den af hende grundlagte Skole i
Efterfelgerens Hænder i en mensterværdig Stand, ud
styret med de bedste Midler for Undervisningen.
Storthinget viste sin Anerkjendelse af hendes Arbeide
ved at bevilge hende en Pension paa 1200 Kroner, et
Beløb, der i al Fald var større end hvad der ellers her
i Landet er bevilget Kvinder.
· Fru Rosing l»ar i en lang Aarrække, med sine
Sympatier for Kvindesagen, været en interesseret Forfægter
af det Princip, at samme Arbeide bør betales lige uden
Hensyn til, om det er en Ukand eller en Kvinde, der ud
fører det. Derfor virkede hun efter Evne for at faa
Lærerindelønningerne sat op til større Jevnbyrdighed med
Lærerlønningerne, og om disse Bestræbelser end ikke fuldt
ud kunde lykkes, fordi gammel Vane og gammel Fordom
ikke overvindes med en Gang, saa bærer dog det nye
Lønningsregulativ for Abnormskolen tilstrækkeligt Vidnes
byrd om, at de Tanker, hun fremsatte, allerede har
baaret ikke liden Frugt paa det Omraade, hvor hen
des Virke faldt. « » .
Hedevig Rosing er af en gammel Akt. Allerede i
det s6de Aarhundrede var der Prester af den Slægt
oppe i Nordland. Hendes Farfaders Oldefader, Hans
Klausson Rosing, var Biskop i Akershus Stift i den
sidste Halvdel af det s7de Aarhundrede (født ißrønø
t625, ded i Oslo K699). En anden af Slægten var
den navnkundige Skuespiller Zlkichael Rosing (født 1756
i Trondhjem, død 1818 i Kjøbenhavn). Hendes Fader
·Ulrik Fredrik Rosing, der blev født 1276 i Fredrikstad,
var fra sBO2 til ssss Prest ved den dansk-norske Kirke
i Wellclose Square i London. Ester forgjæves at have
søgt Embede i Norge fik han i sSU et dansk Kald.
Kong Fredrik den 6te hang ved Audiensen selv Ridder
korset paa hans Bryst. Men det blev gjemt i Skufer
og kom ikke frem igjen før efter so Aars Forløb, ved
en Leilighed, da han skulde til Kongen. Kjærest var ham
de mange Beviser paa Taknemmelighed fra de fangne
Sjømænds Side. En af de eiendommeligste var en Guld
medalje, som Fangerne overrakte ham ved Afreisen fra
London, og som var førsynet med Baand og Ring, for
at han skulde bære den paa Brystet. Den blev selvføl
gelig gjemt, ikke baaret. ·
Presten Rosing døde sSLU i· Horsens, hvor Datteren
Hedvig blev født den lejde ZNai 5827. Hun ægtede t865
sin Fætter, Lærer ved Aas Landbrugsskole Anton Rosing,
hvis virksomme og for hans Elever og Omgivelser saa
vækkende Liv endte allerede i tB6?, og hvem hun har
sat et smukt Minde i tvende Bøger: ~Ungdomstid og
Reiseliv«, samt ~,Anton Rosings Alvorsliv.«
Hvad Fru Rosing har virket, vil bære Frugt i vort
Land ned gjennem Tiderne. Den venlige Skole paa
~Højen!« vil blive bevaret iErindringen og staa manende
for dem, der herefterdags vælger sig det store og vanske
lige Arbeide at uddanne Børn til gode ZNænd og Kvinder.
Mens Havet stiger-
Uf
Pust Poesi-.
(Forts. f. forr. No.).
un sad ved det —aabn—e Vindu og stirrede ud over
Havet, mens disse Tanker og Følelser som hilste
hende hver Morgen hun vaagnede, fuldstændig
havde bemægtiget sig hende. Hendes ZNand var
stadig sysselsat. Den Sommerferie han regel
mæssig tog sig, var ingen Ferie i nogen anden Henseende,
end at han ombyttede sin Praksis med Studier. Han
arbeidede ligesaa rastløst, skjønt paa en anden ZNaade
end hjemme, besøgte Sygehusene og Klinikerne i de store
R
«s-t
tz«
-X
38 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
